Sommerhuse i Torø Huse
Destination

Torø Huse

Torø Huse

Sommerhusudlejning i Torø Huse - en dejlig ferie i sommerhus

Sommerhus i Torø Huse, Fyn og øer, Danmark udlejes her!

Torø Huse er et fredfyldt og hyggeligt ferieområde ved Assens

Generel

Det lille, stemningsfylde fiskerleje Torø Huse er beliggende ca. 3 km syd for Assens - lige ud mod Lillebælt. Her finder I charmerende, gamle fiskerhuse, strandenge og strandsøer med et rigt fugleliv samt særdeles gode muligheder for kystfiskeri. Ud for Torø Huse kan I opleve øen Torø, som byder på frodig og uspoleret natur. Der er adgang til Torø via sandtangen 'Drejet'. Torø Huse er et ideelt feriested for jer, der ønsker at opholde jer i fredelige, rolige og charmerende omgivelser, og som samtidig gerne vil være tæt på en større by, restauranter, indkøbsmuligheder, seværdigheder og aktivitetsmuligheder.

Strande

Både mod nord og syd er Torø Huse omgivet af vand. Mod nord, i Torø Vig, er kysten præget af strandenge med et rigt fugleliv, men mod syd finder I en god badestrand med sten og lavt vand.

Natur

Torø Huse er omgivet kyst, let kuperede landskaber med marker, beplantning og skov samt den smukke ø Torø, som byder på skove, enge, marker, græssende får, en sø, strande og idylliske vige. Ved strandengene og -søerne i Torø Vig lever et stort antal kyst- og vadefugle. Fra den 3 km lange og 25 m høje Sønderby Klint ved Å Strand kan I nyde den flotte udsigt over land og hav (4 km). Det rekreative naturområde Feddet på vestsiden af halvøen Helnæs byder på en dejlig strand og et utal af vilde blomster. Her finder I også Helnæs Made, som er et stort, fredet strandengsområde med vade- og rovfugle samt orkideer (20 km). Svanninge Bakker, også kaldt 'De Fynske Alper', er et smukt og kuperet skovterræn med lyngklædte bakker og et net af cykel- og vandrestier. Fra bakkerne er der flot udsigt over Sydvestfyn og Det Sydfynske Øhav (35 km).

Aktiviteter

Torø er meget velegnet for vandreture i de grønne og uspolerede naturomgivelser. Der er virkelig gode fiskemuligheder ved Torø Huse. Stedet er sågar udnævnt som 'hot spot' for lystfiskere. Det er ligeledes populært at fiske i områdets åer og vandløb. Den smukke fiskepark Agernæs Put & Take Saltvandssøer ved Helgenæs (ca. 10 km) er også værd at kaste snøren i. Golfspillere kan afprøve flere baner i området, og den nærmeste er den historiske og naturskønt beliggende 18-hullers bane hos Vestfyns Golfklub i Glamsbjerg (17 km). Det Sydfynske Øhav indbyder til aktiviteter som badning, sejlads, windsurfing og fiskeri og i Assens finder i et væld af aktivitetsmuligheder, som bl.a. bowling, tennis og minigolf.

Attraktioner

Den 800 år gamle købstad Assens er med sin smukke brostensbelagte gade, sine købmandsgårde og bindingsværkshuse en attraktion i sig selv, men byder derudover på seværdigheder som f.eks. Assens Miniby, de kulturhistoriske museer Mands Samling og Willemoesgårdens Mindestuer samt et veteranbilmuseum (3 km). I Ebberup kan I opleve den smukke, fynske herregård Gl. Alvernæs, som har et meget karakteristisk tårn og er omgivet af park og skov. Her ligger også middelalderborgen Hagenskov, hvor I kan se et gammelt fangehul (6 km).

Udflugtsmål

Vestfyns Hjemstavnsgård ved Gummerup er et frilandsmuseum med bindingsværksbygninger, bohave, husgeråd og landbrugsredskaber fra årene 1750-1950 (19 km). Fun Park Fyn i Aarup er Fyns største legeplads med vandland. Denne natur-, dyre- og forlystelsespark med vandland byder på sjove og spændende oplevelser for hele familien (20 km). Det smukke, hvide Wedellsborg Slot er beliggende på en halvø ved Husby. Slottet er omgivet af en idyllisk slotspark med høje træer, søer, sjældne planter og dådyr, og kan beundres udefra (22 km). Besøg Vissenbjerg Terrariet - her findes Skandinaviens største terrarium med krybdyr og padder fra hele verden (26 km). Frydenlund Fuglepark ved Tommerup er en dejlig naturpark med 700 fugle fra hele verden samt vandhuller, volierer og en savanne (27 km). Fra Assens sejler en lille færge dagligt til Bågø. Bågø er præget af dejlig natur, ro og harmoni, og kendt for sine store, velholdte gårde. Ved færgelejet findes en hyggelig, lille lystbådehavn.