Sommerhuse i Aborg

Sommerhus i Aborg - tæt på charmerene Assens

Sommerhusferie i Aborg er tæt på vandet, naturen og flere fynske købstæder.

Generelt

Sommerhusområdet ved Aborg ligger ved Lillebæltskysten lidt nord for Assens med udsigt til Bågø. Stedet er velegnet for dem, der vil vandre, cykle, bade, fiske, se på fugle eller bare nyde naturen.

Stranden og naturen

Der er god og børnevenlig sandstrand ved Aborg. Den er lidt over 200 lang og ca. 10 m bred. Bredden og havbunden består primært af sand. Vandet er lavvandet og der er en badebro.

Det fuglerige moseområde Emtekær Nor ligger nogle få km nord for Aborg nær Sandager Næs.

Den lille halvø Thorø ligger syd for Assens. Der er kun adgang til fods på halvøen, der er kendt for sin smukke og uberørte natur.

Frøbjerg Bavnehøj, der ligger mellem Tommerup og Aarup, er med sine 130,1 meter det højeste sted på Fyn. Bakkerne i området er flade på toppen med stejle sider og markante smeltevandsslugter.

Krengerupskovene ved Glamsbjerg øst for Aborg har afmærkede vandreruter. Helnæs der ligger syd for Assens er forbundet med Vestfyn med en smal dæmning. Naturen på Helnæs er smuk og varieret med både flade og bakkede områder.

I Assens kan man besøge skovanlægget langs med Kærum Å, hvor der også er en rigtig god legeplads for de små. Ved Arena Assens er der et stort udendørsareal kaldet Pulsen med udfordringer for både de store og de små.

Udflugter

Området omkring Aborg er som resten af Fyn velforsynet med slotte og herregårde. Det gælder for eksempel Wedellsborg, Erholm, Rugaard, Krengerup, Brahesborg, Hagenskov og Sandholt. Der er ikke offentlig adgang til dem alle, men man kan altid tage et kik fra vejen

Fra havnen i Assens er der færgeforbindelse til Bågø, der ligger en halv times sejlads væk. Her er der natur og idyl for alle pengene.  Der er cykeludlejning med selvbetjening på havnen i Bågø. Der foregår på den måde, at man tager en cykel og selv lægger pengene i en kasse.

I Assens er der mulighed for at prøve noget så specielt som at leje en skinnecykel og køre på den, nedlagte jernbanestrækning helt til Tommerup, hvis kræfterne rækker.

Mod nord ligger endnu en fynsk købstadsidyl, Middelfart.  Her er der mulighed for at prøve en gåtur på den gamle Lillebæltsbro eller at komme på hvalsafari i Lillebælt. Man kan også spadsere en tur i byens dyrepark og være næsten sikker på at komme tæt på en hjort.

Odense, den fynske hovedstad, har alt hvad hjertet begærer, når det gælder kultur og shopping. Det er næppe gået nogens næse forbi, at H. C. Andersen er født i byen.  Den berømte eventyrforfatter har sit eget museum midt i byen, der blandt andet indbefatter hans barndomshjem i Munkemøllestræde.

Men Odense er meget mere end H.C. Andersen. Der er eksempelvis Odense Zoo, Kunstmuseum Brandts og frilandsmuseet Den Fynske Landsby.

Attraktioner

H. C. Andersens Hus

H.C. Andersen Hus i Odense viser nye sider af H.C. Andersens store forfatterskab. Det ambitiøse museum er tegnet af den japanske arkitekt Kengo Kuma. Museumsbyggeriet dækker 5.600 kvadratmeter og rummer et børnehus og et underjordisk museum. Det lille gule hjørnehus i Munkemøllestræde, H. C. Andersens fødehjem, er en del af det nye museum.

 

Odense Zoo

Odense ZOO er én af Fyns mest besøgte attraktioner. I haven kommer man tæt på dyrerene og kan opleve dem i afslappede omgivelser.

Haven er bygget op omkring en række miljøer, som er bygget, så de virker så naturlige som muligt. Zoo har omkring 130 forskellige arter. Blandt andet kan man i haven opleve noget så usædvanligt som søkøer.

 

CLAY Keramikmuseum Danmark 

Keramikmuseet ved Middelfart er et af de førende museer for keramisk kunst, kunsthåndværk og design i Europa. Her kan man opleve alt fra særudstillinger med eksperimenterende samtidskeramik til historiske udstilling af porcelæn, fajance og stentøj.

 

Egeskov Slot                                                                                           

Slottet, der ligger nord for Svendborg er en af Europas bedst bevarede vandborge. Slottet har noget for hele familien. Her er udstillinger af veteranbiler, en legeskov, en smuk have og en stor labyrint. Grevefamilien, der ejer stedet, bor stadig på slottet, men det er muligt at komme indenfor og gå gennem de imponerende sale.