Med sine gode strande er Spodsbjerg på østlangeland et populært bade- og feriested. Spodsbjerg er også et hotspot for lystfiskeri. Fra havnen er der direkte færgeforbindelse til Tårs på Lolland.
Sommerhusområdet ved Spodsbjerg ligger naturskønt og tæt på stranden syd for selve byen. Der er ni kilometer til Rudkøbing, der ligger på den vestlige side af Langeland. Spodsbjerg er en aktiv færgehavn og der er både erhvervs- og lystfiskeri fra havnen, der er den eneste på Langelands østkyst. Allerede i middelalderen var her et færgested med forbindelse til Lolland. Spodsbjerg er et kendt navn blandt lystfiskere, der kommer til fra store dele af Europa, og havneområdet er ofte tæt pakket af biler med bådtrailere. Også blandt dykkere er Spodsbjerg velkendt. De kommer for at udforske de mange vrag, der ligger på bunden af bæltet ud for Langelands kyst. Fra land kan man nyde synet af de mange store skibe og færger, der hvert år sejler gennem Langelandsbæltet, den snørklede dybhavnsrute, som ligger tæt på kysten. Hvert år passerer omkring 25.000 skibe forbi. De store færger fra Kiel med kurs mod Gøteborg eller Oslo er særligt imponerende at se på.
Aktivitetsmulighederne er mange på Langeland og området ved Spodsbjerg. Man kan bade, windsurfe, dykke, fiske, vandre cykle og spille golf.
Der findes flere gode strande i området. Der er en lille hyggelig sandstrand ved lystbådehavnen, mens Drejet Strand og Spodsbjerg Strand lidt længere mod syd begge er børnevenlige sandstrande med lavt og roligt vand.
Lidt udenfor Spodsbjerg kan man finde de karakteristiske Hatbakker, som Langeland er så rig på. Hatbakker er rækker af små runde bakker, der er resultatet af øens møde med en gletsjer under istiden. Der er over 1000 bakker, som ligger i otte-ti parallelle rækker i nord-sydgående retning.
Mod nord på Langeland er der nogle fine skovområder, mens landskabet sydpå er noget mere kuperet. Der er en vandrerute, der fører fra Spodsbjerg til landsbyen Tranekær med det flotte slot. Ruten er en del af Øhavsstien og går langs østkysten op forbi ”Oehlenschlägers Bøg", under hvilken digteren Oehlenschläger angivelig skrev teksten til den danske nationalsang ”Der er et yndigt land”, og videre inde i landet til Tranekær Slot.
Tranekær og Tranekær Slot hænger uløseligt sammen. Når landsbyen ser ud som den gør, hænger det sammen med lensgreve Frederik Ahlefeldt-Laurvig, med tilnavnet Generalen, der døde i 1832. Han var en mand med ambitioner og visioner. Han var inspireret af slotsbyer længere nede i Europa, og han indrettede derfor Tranekær med kønne, ensartede huse, ligesom han byggede et teater ved ridebanen og åbnede en sukkerfabrik.
Nord for kirken i Humble ligger gravhøjen Kong Humble Grav. Den er 4000 år gammel og består af 70 randsten, en stor langhøj og en kæmpehøj på toppen.
Ristinge med den hyggelige havn og Ristinge Klint. Ristinge Havn er den mindste på Langeland – og formentlig den hyggeligste. Ristinge Klint er et imponerende syn. Den er 2 kilometer lang og på det højeste sted rejser den sig 28 meter i vejret.
På Klintens højeste punkt ligger en af Langelands flotteste dysser, der blev bygget i bondestenalderen.
Det lille vådområde Ristinge Nor ligger på den nordlige kyst på Ristinge Hale og er en vigtig lokation for vadefugle. Lidt syd for Ristinge ligger Tryggelev Nor, der er et af de mest fuglerige vådområder i Danmark.
Ved Ristinge Nor ligger et andet fortidsminde, en langdysse med 4 kamre.
Et andet af øens fortidsminder er Hulbjerg Jættestue nær Bagenkop, hvor man kan kravle ind i gravkammeret.
Den største by på Langeland er Rudkøbing. Den over 700 år gamle købstad har bevaret mange af de gamle huse, og i den historiske del af byen er små gader med brosten. Der er flere spisesteder i Rudkøbing og et godt museum med fokus på Langelands fortid.
I Rudkøbing finder man også en udstilling om det berømte bysbarn, opdageren af elektromagnetismen H.C. Ørsted. Bag udstillingen står H. C. Ørstedselskabet, der fortæller om Ørsteds liv, hans familie og hans mange opdagelser. På udstillingen er det muligt selv at eksperimentere med elektromagnetisme.
På den sydlige del af Langeland ligger Langelandsfortet, der blev opført under den kolde krig i 50’erne. Fra fortet skulle man stå for den militære kommando over samt overvågningen af Østersøområdet. Langelandsfortet blev nedlagt i 1993 og har i dag en række permanente udstillinger og skiftende særudstillinger. Eksempelvis kan man på fortet se det sovjetiske kampfly MiG-23. Man kan også se det studie, Danmarks Radio skulle sende fra, hvis 3. Verdenskrig var brudt ud.
Bagenkop har ”Fiskeriets Hus”, hvor man i en simulator kan få lov at sejle en fiskekutter gennem Bagenkop Havn. Fiskeriets Hus fortæller fiskeriets historie, og hvordan erhvervet har udviklet sig frem til i dag.
Der er broforbindelse fra Langeland til Tåsinge, som derfor er et oplagt mål for en udflugt. Romantiske sjæle kan besøge Sixtens Sparre og Elvira Madigans gravsted på Landet Kirkegård. Eller smutte forbi det meget smukke Valdemars Slot, der er et af landets største private slotsanlæg. Det er for tiden lukket for offentligheden. Og fra Tåsinge er der ikke langt til hovedstaden i det Sydfynske Øhav, Svendborg.
Langelandsfortet er i dag omdannet til et koldkrigsmuseum. Den permanente udstilling fortæller historien om dengang verden var delt op i to. Udstillingen fortæller også, hvor stor den militære trussel var fra de gamle østlande.
Langelands Museum udstiller fund og genstande fra oldtiden op til nyere tid. Alle genstandene er fra museets arbejdsområde, som er Langeland og Strynø. Blandt andet kan man høre om en af verdenshistoriens første tandbehandlinger. For 3000 år siden blev en tand boret med et drilbor med flintesten.
Skovsgaard Gods, der ligger på Sydlangeland, har to faste udstillinger samt skiftende kunstudstillinger. Den ene faste udstilling fortæller, hvordan godsejerne og hvordan tjenestefolkene levede deres liv.
I en af de gamle stalde udstiller ”Foreningen Langelands Traktor- og Maskinsamling” maskiner, som tidligere blev brugt i landbruget.
Mellem Tranekær og Rudkøbing ligger en tobakstørrelade, der er en af de få bevarede tørrelader fra 2. verdenskrig, hvor danske landmænd slog sig på avl af tobak.
Aborg, Assens, Avernakø, Bagenkop, Bogense, Bovense, Brende Mølle, Bro Strand, Brunshuse, Bøjden, Bøsøre, Bågø, Båring, Dageløkke, Dunkær, Ærø, Dyreborg, Faldsled, Fraugde-Kærby, Fuglsbølle, Rudkøbing, Fyns Hoved, Føns, Faaborg, Gudbjerg, Gultved, Hasmark, Helletofte Strand, Helnæs, Herslev, Lindelse, Horne, Horne Sommerland, Hov, Langeland, Humble, Haarby, Jørgensø, Kerteminde, Kertinge, Korinth, Langø, Nordfyn, Lohals, Longelse, Lundeborg, Løkkeby, Magleby, Marstal, Ærø, Middelfart, Midskov, Munkebo, Nab, Fåborg, Nyborg, Ristinge, Rudkøbing, Sandager Næs, Skåstrup, Snøde, Hesselbjerg, Spodsbjerg, Stoense, Stokkebæk, Strib, Strynø, Svalebølle, Svanninge, Svelmø, Svendborg, Søby, Ærø, Thurø, Tommerup, Torø Huse, Tranekær, Troense, Tørresø, Tårup, Varbjerg Strand, Vejlby Fed, Vemmenæs, Tåsinge, Vårø, Tåsinge, Ærøskøbing, Ærø