Sommerhuse i Brende Mølle
Destination

Brende Mølle

Brende Mølle

Sommerhusudlejning i Brende Mølle - en dejlig ferie i sommerhus

Sommerhus i Brende Mølle, Fyn og øer, Danmark udlejes her!

Ved Brende Mølle på Vestfyn finder I fred, ro, idyl, smuk natur og Brende Å med Denmarks flotteste fisketrappe.

Generel

Ferieområdet Brende Mølle er beliggende i rolige, landlige og meget naturskønne omgivelser, lige ved den fiskerige Brende Å, som udspringer ved Tommerup og løber ud i havet tæt ved Brende Mølle, som tidligere blev brugt til at male korn og producere elektricitet i. Ved den gamle vandmølle kan I opleve Danmarks flotteste fisketrappe, som sikrer, at havørreder fra Lillebælt kan komme op ad åen. Området ligger ca. 4 km bag Lillebælts kyst, fugleområdet Emtekær Nor og halvøen Wedellsborg med slottet af samme navn. Brende Mølle er en ideel feriedestination for bl.a. naturelskere og lystfiskere. Her kan I nyde den smukke natur, cykle eller vandre i området, studere fugle eller besøge nogle af Fyns mange skove og spændende seværdigheder. Den nærmeste større by er den charmerende, gamle købstad Assens, som ligger 14 km mod syd.

Strande

Der er ingen badestrand direkte ved Brende Mølle, da området ligger et par km bag kysten, men ca. 7 km herfra finder I den dejlige badestrand ved Sandager Næs. Denne strand er meget børnevenlig, da vandet er lavt. Fra stranden er der udsigt over Emtekær Nor, som er et interessant og fuglerigt moseområde. Der findes flere gode badestrande i området, og har I mod på at surfe, er der gode betingelser ved Assens.

Natur

Brende Mølle, som ligger i Brende Å-dal, er omgivet af et smukt og kuperet terræn med bl.a. skov. Brende Å er en spændende å med mange fald, og mange fugle holder til heromkring. Fra fisketrappen og mølledammen fører flere stier ud i den omkringliggende natur. Det interessante mose- og fugleområde Emtekær Nor er beliggende lige syd for Wedellsborghalvøen og her kan I opleve mange ande- og vadefugle (4 km). Ved Frøbjerg finder I Frøbjerg Bavnehøj - Fyns højeste punkt (131 m.o.h.) og et yndet udflugtsmål. Herfra kan I nyde den flotte udsigt over landskabet (16 km).

Aktiviteter

Det afvekslende og naturskønne landskab omkring Brende Mølle Å indbyder til cykel- og traveture. Lystfiskere har gode muligheder for fangst i Brende Å, Fyns reneste vandløb med en samlet længde på 28 km, samt hele vejen rundt om halvøen Wedellsborg Hoved, som udgør en strækning på 5 km. Derudover er der flere Put & Take fiskesøer til rådighed i området. Golfspillere kan afprøve en af Fyns mange, attraktive golfbaner. De nærmeste baner finder I hos Vestfyns Golfklub ved Glamsbjerg (24 km), Golfklubben Lillebælt ved Middelfart (25 km) og Blommenslyst Golfklub (26 km). Her i området er det ligeledes en populær aktivitet at køre på skinnecykel. Ruten starter og slutter i Assens og går gennem frodige landskaber, marker, skove og små byer.

Attraktioner

Der er ikke offentlig adgang til det smukke Wedellsborg Slot, men I kan nyde synet af slottet og den idylliske slotspark med bl.a. dådyr udefra. Den hyggelige landsby Skydebjerg har et gadekær samt flere smukke bindingsværkshuse (10 km). Fun Park Fyn i Aarup er et vandland med rutschebaner samt sjov og forlystelser for hele familien. Når entréen er betalt kan alle forlystelser frit benyttes (10 km). Assens er en 800 år gammel købstad med Danmarks smukkeste gade. I den charmerende og meget velbevarede bymidte findes købmandsgårde og gavlhuse i bindingsværk. Men Assens har også moderne bygninger og butikker samt en hyggelig marina (14 km). På Willemoesgårdens Mindestuer i Assens vises en søfartssamling med skibsmodeller, malerier, galionsfigurer, våben osv. Fra Assens sejler en lille færge dagligt til øen Bågø, som er en idyllisk og naturskøn ø.

Udflugtsmål

Besøg Vissenbjerg Terrariet - her findes Skandinaviens største terrarium med krybdyr og padder fra hele verden. Oplev også krokodiller, slanger, leguaner, frøer og mange andre eksotiske dyr på nært hold (18 km). Ved middelalderborgen Hagenskov ved Ebberup er det muligt at opleve et gammelt fangehul (19 km). Frydenlund Fuglepark ved Tommerup er en dejlig naturpark med 700 fugle fra hele verden, vandhuller, volierer og en savanne (27 km). Besøg H.C. Andersens fødeby Odense; en moderne og stemningsfuld by med mange oplevelsesmuligheder i form af musik, teater, gøgl, gågader, caféer, restauranter og værtshuse (37 km). Her finder I også H.C. Andersens Hus, Danmarks Jernbanemuseum, Den Fynske Landsby og Odense Zoo.