Sommerhuse i Munkebo

Sommerhus i Munkebo - dejlig ferie ved fjordene

Mellem Odense Fjord og Kerteminde Fjord ligger Munkebo. Et skønt sted midt i naturen og tæt på bylivet at bo i sommerhus.

Generelt

Som gæst i Munkebo kan man trække på alt det den lille by mellem Odense Fjord og Kerteminde Fjord har at byde på. Her er blandt andet en hyggelig havn, idrætscenter, svømmehal, shoppingmuligheder og Munkebo Multipark, der er et stort område med plads til streetsport. Samtidig ligger Munkebo godt for at besøge nogle af de gode fynske strande eller for at udforske de mange attraktioner på H. C. Andersens fødeø. Selvom Munkebo ikke har sin egen strand, er byen oplagt til aktiviteter på og omkring vandet som kajakroning, windsurfing og lystfiskeri.

Stranden og naturen

Der er ingen rigtig strand ved Munkebo, men vil man i vandet er der flere badebroer, man kan benytte. Ellers kan man købe en billet til byens svømmehal. Der er ikke langt til Kerteminde, hvor den populære Nordstranden ligger. Det er en fin børnevenlig sandstrand, hvor man skal et godt stykke ud, før det bliver dybt. På stranden finder man også kiosk, boldbaner og minigolfbane.
En god måde at komme tæt på og få et godt indblik i naturen omkring Munkebo er at tage hele eller en del af Munkebostien, der strækker sig fra Odense Fjord i nord til Kertinge Nor i syd.

Udflugter

Munkebo Bakke stikker 58 meter over havet mellem de to fjorde. På toppen troner gravhøjen Loddenhøj, og på toppen af den er placeret et udsigtstårn.
Spor efter vikingetiden er der også tæt ved Munkebo. På Vikingemuseet Ladby kan man se en vikingeskibsgrav, der stammer fra ca. år 925. Her blev en vikingekonge lagt i graven sammen med sine hunde, heste og en hel del gravgods.
Landsbyen Viby, der ligger på Hindsholm, som er en halvø nord for Kerteminde, er en af de mest velbevarede landsbyer på Fyn. Her er landsbyidyl med bindingsværkshuse og en renoveret mølle.
Egeskov Slot, der ligger 40 kilometer syd for Munkebo, er spændende sted at tilbringe en dag. Udover en fremragende samling af veteranbiler er her Europas eneste Camping Outdoor Museum. Her er også en kæmpestor labyrint, som det er nemt at fare vild i, og så er der selve slottet, der er imponerende flot.
Havnebyen Kerteminde er bestemt også et besøg værd. I Danmark er byen nok mest kendt for revyvisen ”Min Amanda var fra Kerteminde”, som har kastet byens vartegn af sig: en granitstatue der forestiller en ung fiskerpige. Men Kerteminde er meget mere end Amanda. Det er en hyggelig by med mange gamle huse og et godt handelsliv.
Odense, den fynske hovedstad, har alt hvad hjertet begærer, når det gælder kultur og shopping. Det er næppe gået nogens næse forbi, at H. C. Andersen er født i byen. Den berømte eventyrforfatter har sit eget museum midt i byen, der blandt andet indbefatter hans barndomshjem i Munkemøllestræde.
Men Odense er meget mere end H.C. Andersen. Der er eksempelvis Odense Zoo, Kunstmuseum Brandts og frilandsmuseet Den Fynske Landsby.

Attraktioner

Fjord&Bælt

Fjord&Bælt er en kombineret turistattraktion og forskningsinstitution ved Kerteminde. Her kan man komme helt tæt på den danske hval marsvinet, se på sæler, klappe fisk, ligesom der er masser af liv i akvarierne.

H. C. Andersens Hus

H.C. Andersen Hus i Odense viser nye sider af H.C. Andersens store forfatterskab. Det ambitiøse museum er tegnet af den japanske arkitekt Kengo Kuma. Museumsbyggeriet dækker 5.600 kvadratmeter og rummer et børnehus og et underjordisk museum. Det lille gule hjørnehus i Munkemøllestræde, H. C. Andersens fødehjem, er en del af det nye museum.

Odense Zoo

Odense ZOO er én af Fyns mest besøgte attraktioner. I haven kommer man tæt på dyrerene og kan opleve dem i afslappede omgivelser.
Haven er bygget op omkring en række miljøer, som er bygget, så de virker så naturlige som muligt. Zoo har omkring 130 forskellige arter. Blandt andet kan man i haven opleve noget så usædvanligt som søkøer.


Egeskov Slot

Egeskov Slot, der ligger midt på Fyn, er en af Nordeuropas fineste renæssancebygninger. I dag kan man komme helt tæt på slottet, der byder på en af Danmarks smukkeste haver, en stor legeplads og flere udstillinger – blandet andet en med veteranbiler og motorcykler.

Bridgewalking

Bridgewalking er en oplevelse, der bringer dig tværs over Lillebælt og op i 60 meters højde på Den Gamle Lillebæltsbro. Turen går fra Middelfart til Fredericia, og den tager i alt et par timer.

Kunstmuseum Brandts

Den gamle klædefabrik Brandts i Odense er omdannet til Fyns største kunstmuseum. Brandts viser både klassisk, moderne og helt samtidig kunst.

Danmarks Jernbanemuseum

Midt i Odense ligger Danmarks Jernbanemuseum, der holder til i en gammel remisebygning. Der er 21 spor med ikoniske lokomotiver og vogne på museet.

Øhavsmuseet i Faaborg

Museet fokuserer især på istidslandskabets dannelse, landskabets kulturhistorie, samt kulturarven knyttet til købstadshistorie afsæt i Faaborg.

Naturama i Svendborg

Hos Naturama kommer man tæt på dyr som elge, moskusokser, hvalskeletter og fugle i et naturteater med lys, lyd og film.

Vikingemuseet Ladby

Vikingemuseet Ladby ligger vest for Kerteminde på Fyn. På museet kan man se Ladbyskibet, der er den eneste, bevarede skibsbegravelse fra vikingetiden. Begravelsen menes at have fundet sted omkring år 925, hvor den døde vikingekonge blev begravet i selskab med sine hunde og heste.