Sommerhuse i Udby

Sommerhus Udby – sommerhus på Tuse Næs

Udby ligger på Tuse Næs nord for Holbæk. Tuse Næs er et af den slags steder, hvor udtrykket en overset naturperle passer perfekt. Blandt andet gemmer halvøen på nogle af de bedste vandreture på Sjælland, som for resten også kan tages som cykelture.

Tuse Næs ligger godt for udflugter i Odsherred og på resten af Sjælland. Der er mulighed for indkøb af dagligvarer på halvøen, og den hyggelige gamle købstad Holbæk ligger lige i nærheden.

Med Lammefjord mod nord, Holbæk Fjord mod syd og Isefjord mod øst er Tuse Næs omgivet af vand. Derfor er her gode forhold for kajakroere, windsurfere og lystfiskere. For golfspillere er der baner i Holbæk og Fårevejle.

Strandene og naturen 

Der er mange badebroer på Tuse Næs, bl.a. ved Tobjerg, Bognæs og Strandgården og Løserup Strand. Står der sandstrande øverst på ønskesedlen, er Løserup strand og Kisserup strand gode bud. Det gælder også Hørby Havn, hvor der også er en lille strand. De bedste strande i Odsherred ligger mod nord ved Kattegatkysten ud mod Nyrup Bugt og mod vest ud mod Sejerø Bugt.

Tuse Næs er omgivet af Odsherreds grønne natur med bakker, skove og fjorde. Der ligger 3 skovområder på Tuse Næs: Mosemark Skov, Hønsehals Skov og Bognæs Skov. De flade, inddæmmede jorde vest for Tuse Næs, hvor det meste af Lammefjorden engang lå, er et af Danmarks bedste landbrugsområder, hvor der hvert år produceres tonsvis af grøntsager.

Vesterlyng mod vest er det største, sammenhængende hedeområde på Sjælland, hvor lyng og græs er vokset sammen over små sandklitter. Området er fredet.

De op til 35 meter høje klinter ved Klintebjerg i den nordlige del af Odsherred rejser sig nærmest som en mur. Der løber en smal sti langs toppen af klinten, hvorfra der er en fin udsigt over havet og stranden, hvor det er muligt at finde fossiler.

Udflugter nær Udby

Den nærmeste store by er Holbæk, der ligger smukt ned til Isefjorden. Det er en moderne købstad, der byder på cafeer, restauranter og fine shoppingmuligheder. Her er en hyggelig bykerne og et charmerende havneområde, hvorfra der er færgeforbindelse til Orø.

Udover hyggelige gader, gode restauranter, lystbådehavn og et godt handelsliv har Nykøbing Sjælland noget, der af mange betegnes som en af de bedst bevarede hemmeligheder i Odsherred: Annebergparken. Det er et område med 48 bygninger placeret i et parklignende landskab i den sydlige ende af byen. Oprindelig var Annebergparken centrum for et sindssygehospital, og det skulle efter sigende være Europas største anlæg indenfor det, der kaldes ”Bedre Byggeskik”. Hele anlægget er enten fredet eller bevaringsværdigt. Midt i området ligger Anneberg Kulturpark, som har en ambition om at blive en af de største attraktioner i Odsherred. Og midt i kulturparken ligger en fremragende restaurant.

Ulkerup Skov syd for Nykøbing er ikke et helt almindeligt skovområde. I skovbunden er der rester efter den forsvundne landsby, der lægger navn til skoven. I 1782 besluttede kongen at tvangsflytte indbyggerne i landsbyen, da de danske skove skulle genrejses. Til minde om landsbyboerne er der rejst 7 keramiske "Ulkerup-sjæle" i den fredede landsbytomt midt inde i skoven.

På holmen midt i Nygård Sø ligger Næsholm Borgruin. En 80 meter lang pælebro fører fra land og ud på holmen. Broen er en kopi af den oprindelige bro, der er dateret til 1278. Trods utallige undersøgelser er der stadig mange spørgsmål om den gamle borg, som der aldrig kommer svar på. Ingen skriftlige kilder omtaler Næsholm.

Lumsås Mølle er en fuldt funktionsdygtig gammel vindmølle, der er sat fuldstændig i stand. Møllen fungerer i dag som et arbejdende museum, hvor der bliver malet mel og hvor man kan få møllens historie.

Den gamle bronzealderhøj Esterhøj 89 meter over havet med Esterhøjstenen på toppen er et af de mest populære udsigtspunkter i Odsherred. Stenen lå oprindeligt på stranden ved Høve skov, men blev anbragt på Esterhøj i 1920 til minde om genforeningen. Arbejdet stod på over 11 dage og på de stejleste afsnit deltog 22 heste og op til 500 mennesker i arbejdet med at trække den enorme sten, der er er anslået til at veje ca. 25 tons.

Dragsholm Slot er i dag et moderne slotshotel med restauranter i absolut topklasse. Til slottet hører en skøn slotspark.

Det er oplagt at benytte sig af færgeruterne fra Havnsø ved Nekselø Bugt og bruge en dag på Nekselø eller Sejerø.

Attraktioner nær Udby

Sommerland Sjælland

Sommerland Sjælland er en forlystelsespark på Nordvestsjælland, der primært henvender sig til børnefamilier med børn i alderen 0-12 år. Parken har omkring 60 forlystelser og aktiviteter samt Sjællands største udendørs vandland.

Odsherred Zoo Rescue

Der er omkring 600 dyr fordelt på 100 arter i Danmarks første zoo- og rescuecenter Odsherred Zoo Rescue. Her er Danmarks største samling af sydamerikanske aber. Ude i parken er kameler, zebraer, strudse, kænguruer, emuer, lamaer og andre dyr.

Oplevelsescenter Nyvang

I Oplevelsescenter Nyvang ved Holbæk kan man opleve hverdagen i en andelslandsby i midten af 1900-tallet. I centret kan man røre, smage, dufte og lege sig gennem historien.

Hempel Glasmuseum

Hempel Glasmuseum ved Nykøbing Sjælland har Nordeuropas største private glassamling med alt fra oldtidsglas til moderne glaskunst.
Museet blev grundlagt i 1964 af skibsfarvefabrikant J. C. Hempel, der havde en passion for glaskunst.

Observatoriet Brorfelde

Observatoriet ved Brorfelde ligger syd for Holbæk. Her kan man gå på opdagelse i naturvidenskabens forunderlige verden. I sommerferien er der åbent dagligt, udenfor sæsonen i weekenden og ved særarrangementer. Parken omkring Brorfelde er altid åben for offentligheden.

Vikingeskibsmuseet

Vikingeskibsmuseet i Roskilde er et museum for skibe, søfart og bådebygningskultur i oldtid og middelalder. Størstedelen af året kan museets omfattende bådsamling ses i Museumshavnen.

Veterantog

Vestsjællands Veterantog kører to dage om ugen sommertog mellem Høng og Gørlev. Turene køres med triangelmotorvognene VNJ M2 og den nyrestaurerede SNNB M4.