Sommerhuse i Grevinge

Sommerhus Grevinge – sommerhus ved Lammefjorden

Sommerhusområdet ved Grevinge ligger i Odsherred lige ud til Lammefjorden mellem Holbæk og Nykøbing Sjælland. Selve Grevinge ligger på den anden side af motortrafikvejen mod Sjællands Odde. Her er der mulighed for indkøb af dagligvarer. Tæt ved sommerhusområdet ligger Gundestrup Marina.

Sommerhusområdet ligger nord for den dæmning, hvor en stor del af Lammefjorden sidst i 1800-tallet blev snøret fra og inddæmmet.

Fra Grevinge er det nemt komme ned til attraktionerne på Sjælland. Det er også hurtigt at komme ud i den smukke natur, der kendetegner Odsherred.

Strandene og naturen ved Grevinge

Lammefjorden betyder, at området er velegnet til lystfiskere, kajakroere og windsurfere. For vandrere og cyklister er der et veludbygget net af stier. For golfspillere er der baner i Holbæk og Fårevejle.
Strandene og naturen ved Grevinge

Det er muligt at bade i Lammefjord og Isefjord, hvor der er flere strande med badebroer. Men de bedste strande i Odsherred ligger mod nord ved Kattegatkysten ud mod Nyrup Bugt og mod vest ud mod Sejerø Bugt.

Grevinge er omgivet af Odsherreds grønne natur med bakker, skove og fjorde. Den flade, inddæmmede fjordbund er et af Danmarks bedste landbrugsområder, hvor der hvert år produceres tonsvis af grøntsager.

I Grevinge Skov er der flere seværdige stendysser. Midt i skoven er der en dysse uden randsten, som indeholder et stort lukket kammer. Vesterlyng mod vest er det største, sammenhængende hedeområde på Sjælland, hvor lyng og græs er vokset sammen over små sandklitter. Området er fredet.

De op til 35 meter høje klinter ved Klintebjerg i den nordlige del af Odsherred rejser sig nærmest som en mur. Der løber en smal sti langs toppen af klinten, hvorfra der er en fin udsigt over havet og stranden, hvor det er muligt at finde fossiler.

Udflugter nær Grevinge

Den nærmeste store by er Holbæk, der ligger smukt ned til Isefjorden. Det er en moderne købstad, der byder på cafeer, restauranter og fine shoppingmuligheder. Her er en hyggelig bykerne og et charmerende havneområde, hvorfra der er færgeforbindelse til Orø.

Udover hyggelige gader, gode restauranter, lystbådehavn og et godt handelsliv har Nykøbing Sjælland noget, der af mange betegnes som en af de bedst bevarede hemmeligheder i Odsherred: Annebergparken. Det er et område med 48 bygninger placeret i et parklignende landskab i den sydlige ende af byen. Oprindelig var Annebergparken centrum for et sindssygehospital, og det skulle efter sigende være Europas største anlæg indenfor det, der kaldes ”Bedre Byggeskik”. Hele anlægget er enten fredet eller bevaringsværdigt. Midt i området ligger Anneberg Kulturpark, som har en ambition om at blive en af de største attraktioner i Odsherred. Og midt i kulturparken ligger en fremragende restaurant.

Ulkerup Skov syd for Nykøbing er ikke et helt almindeligt skovområde. I skovbunden er der rester efter den forsvundne landsby, der lægger navn til skoven. I 1782 besluttede kongen at tvangsflytte indbyggerne i landsbyen, da de danske skove skulle genrejses. Til minde om landsbyboerne er der rejst 7 keramiske "Ulkerup-sjæle" i den fredede landsbytomt midt inde i skoven.

På holmen midt i Nygård Sø ligger Næsholm Borgruin. En 80 meter lang pælebro fører fra land og ud på holmen. Broen er en kopi af den oprindelige bro, der er dateret til 1278. Trods utallige undersøgelser er der stadig mange spørgsmål om den gamle borg, som der aldrig kommer svar på. Ingen skriftlige kilder omtaler Næsholm.

Lumsås Mølle er en fuldt funktionsdygtig gammel vindmølle, der er sat fuldstændig i stand. Møllen fungerer i dag som et arbejdende museum, hvor der bliver malet mel og hvor man kan få møllens historie.

Gniben, der betyder det stejle bjerg, er navnet på den yderste spids af Sjællands Odde. Den er militært område (Søværnets Våbenkursus), men er tilgængeligt for offentligheden, når det ikke bruges til øvelser. Det er et råt og flot naturområde, hvor der er anlagt en vandresti hele vejen rundt langs de stejle skrænter.

Den gamle bronzealderhøj Esterhøj 89 meter over havet med Esterhøjstenen på toppen er et af de mest populære udsigtspunkter i Odsherred. Stenen lå oprindeligt på stranden ved Høve skov, men blev anbragt på Esterhøj i 1920 til minde om genforeningen. Arbejdet stod på over 11 dage og på de stejleste afsnit deltog 22 heste og op til 500 mennesker i arbejdet med at trække den enorme sten, der er er anslået til at veje ca. 25 tons.

Dragsholm Slot er i dag et moderne slotshotel med restauranter i absolut topklasse. Til slottet hører en skøn slotspark.

Det er oplagt at benytte sig af færgeruterne fra Havnsø ved Nekselø Bugt og bruge en dag på Nekselø eller Sejerø.


Attraktioner nær Grevinge

Sommerland Sjælland

Sommerland Sjælland er en forlystelsespark på Nordvestsjælland, der primært henvender sig til børnefamilier med børn i alderen 0-12 år. Parken har omkring 60 forlystelser og aktiviteter samt Sjællands største udendørs vandland.

Odsherred Zoo Rescue

Der er omkring 600 dyr fordelt på 100 arter i Danmarks første zoo- og rescuecenter Odsherred Zoo Rescue. Her er Danmarks største samling af sydamerikanske aber. Ude i parken er kameler, zebraer, strudse, kænguruer, emuer, lamaer og andre dyr.

Oplevelsescenter Nyvang

I Oplevelsescenter Nyvang ved Holbæk kan man opleve hverdagen i en andelslandsby i midten af 1900-tallet. I centret kan man røre, smage, dufte og lege sig gennem historien.

Hempel Glasmuseum

Hempel Glasmuseum ved Nykøbing Sjælland har Nordeuropas største private glassamling med alt fra oldtidsglas til moderne glaskunst.
Museet blev grundlagt i 1964 af skibsfarvefabrikant J. C. Hempel, der havde en passion for glaskunst.

Observatoriet Brorfelde

Observatoriet ved Brorfelde ligger syd for Holbæk. Her kan man gå på opdagelse i naturvidenskabens forunderlige verden. I sommerferien er der åbent dagligt, udenfor sæsonen i weekenden og ved særarrangementer. Parken omkring Brorfelde er altid åben for offentligheden.

Vikingeskibsmuseet

Vikingeskibsmuseet i Roskilde er et museum for skibe, søfart og bådebygningskultur i oldtid og middelalder. Størstedelen af året kan museets omfattende bådsamling ses i Museumshavnen.

Veterantog

Vestsjællands Veterantog kører to dage om ugen sommertog mellem Høng og Gørlev. Turene køres med triangelmotorvognene VNJ M2 og den nyrestaurerede SNNB M4.