Sommerhuse i Vorupør

Sommerhusudlejning i Vorupør - dejlig ferie i sommerhus

Hav og strand, havbad, natur og byliv. Vorupør, der ligger ud til Vesterhavet og omgivet af Nationalpark Thy, har meget at byde på.

Fra fiskeri til surfing

Der er knap 600 indbyggere Vorupør, der er et fiskerleje cirka 20 km vest for Thisted og som er placeret omtrent midt i Nationalpark Thy, hvor Hanstholm ligger helt mod nord og Agger Tange helt mod syd.

Fiskeri har i generationer været omdrejningspunktet for indbyggerne. Men nu er det turismen, der bidrager mest til den lokale vækst. Især efter Cold Hawaii er det gået stærkt, og Vorupør anses for at et af de fem bedste spots for vindsurfing i Europa.

Vorupør har udviklet sig de senere år. Her findes et bredt udbud af restauranter og cafeer, der falder i de fleste familiers smag. Byen har også et godt butiksliv og flere dagligvarebutikker.

Stranden og naturen

Stranden ved Vorupør består fortrinsvis af groft sand. Den er cirka 100 m bred og 4 km lang. Vandet er næsten altid klart, og der er sandbund. Stranden er afskærmet af høje, marehalmsbeklædte klitter, hvor der er ro, læ og skygge. Stranden benyttes også af lokale fiskere, som trækker deres både op efter brug.

Vorupør har et særligt tilbud til de mennesker, der finder Vesterhavet lidt for voldsomt. I 2014 fik byen sit eget – og Danmarks første – havbad, som betyder, at det er muligt at få sig en dukkert, selv når det store hav viser tænder.

Byen er de senere år blevet kendt for "Store Badedag", en vinterbadefestival, der falder 4. juledag. Det er en dag med hygge, underholdning, koldt vand og varme bade.

Naturen omkring Vorupør kan beskrives med to ord: Nationalpark Thy. Byen ligger midt i nationalparken, der er Danmarks første nationalpark, som blev indviet i 2008. Området strækker sig fra Hanstholm i nord til Agger Tange i syd. Nationalparken er på knap 25.000 hektar og strækker sig i et op til 12 kilometer bredt bælte.

Naturen i Nationalpark Thy er meget varieret med klitter, klitheder, søer, klitplantager og meget mere. Samtidig er dyrelivet rigt og varieret, og der er gode muligheder for at se vilde dyr både til lands, til vands og i luften.

Udflugter

En tur rundt i Nationalpark Thy skal man ikke snyde sig selv for. En af perlerne i nationalparken er Lodbjerg Fyr, som ligger for sig selv i et stort hede- og plantageområde. Turen i tårnet kan efterfølges af en spadseretur på de omkringliggende klitheder. Nord for fyret ligger to smukke grupper med i alt ni gravhøje.

Nabofiskerlejet Stenbjerg er også et besøg værd. Det samme gælder Danmarks surferhovedstad Klitmøller, der summer af liv, særligt når det blæser.

Trækker bylivet er det oplagt at besøge enten Hanstholm eller Thys ”hovedstad” Thisted, som har et godt handelsliv og glimrende kulturtilbud.

 

Attraktioner

Statens Museum for Kunst i Thy

Ved Doverodde ligger en lille afdeling af Statens Museum for Kunst. Statens Museum for Kunst i Thy er opfyldelsen af en drøm om at skabe en filial langt væk fra museet i København, der skulle bringe kunst og kunstneriske oplevelser ud til dem, der ikke har let adgang til museet i København.

Nordsø Akvariet i Vorupør

I Nordsø Akvariet kommer man helt tæt på livet under havets overflade i Nordsøen. Fiskene er bragt i land af lokale fiskere. I bassinerne er der over 70 forskellige slags fisk - eksempelvis hajer, torsk, rødspætter og ål. Der er også et rørebassin, hvor det er muligt at klappe små hajer og andre fisk.

Bunkermuseet ved Bulbjerg

Bunkeren ved Bulbjerg var en observationsbunker under 2. Verdenskrig. Den er i dag indrettet som et lille, gratis museum. Der er flere minder fra krigen i området. Eksempelvis er den spor efter mandskabsbunkere, fundamenter til maskingeværstillinger samt betonveje. Derudover er der en fremragende udsigt over havet fra den 47 meter høje kalkstensknude, der samtidig er Danmarks eneste fuglefjeld.

Bunkermuseet Hirtshals

Bunkermuseet, 10. batteri er Nordeuropas største befæstningsanlæg fra 2. Verdenskrig. Det blev bygget i 1941 og skulle sammen med et tvillingebatteri ved Kristiansand i Norge spærre indsejling til Skagerrak. Anlægget er på 2.500 kvadratmeter og flere af rummene er ført tilbage til deres oprindelige udseende.

Fjerritslev Bryggeri- og Egnsmuseum

Det bedst bevarede landbryggeri i Nordeuropa ligger i Fjerritslev. Det var her, at P. Kjeldgaard i slutningen af 1800-tallet byggede sit bryggeri, der var den eneste bygning i to etager på vejen mellem Aalborg og Thisted. Fjerritslev har siden 2019 kaldt sig Bryggerbyen.

Jespershus Blomsterpark

Skandinaviens største blomsterpark, Jespershus Blomsterpark, er fyldt med stauder, roser, sommerblomster, sukkulenter og kæmpestore blomsterfigurer. Men her er mere end blomster. Midt i parken ligger Piratlandet med masser af forlystelser. 6000 m2 er overdækket med zoo med Tarzansti, 4D-biograf og Jungledyret Hugoland.

Hjerl Hede Frilandsmuseum

Hjerl Hede er et frilandsmuseum ved Vinderup mellem Skive, Struer og Holstebro i Vestjylland. Museet har bevarede, rekonstruerede bygninger, historiske haver, og gamle husdyrracer. Hjerl Hede er en tidslomme, der viser, hvordan livet på landet var, dengang tipoldefar var dreng.