Sommerhuse i Skagen, Midtby
Destination

Skagen, Midtby

Skagen, Midtby

Sommerhusudlejning i Skagen, Midtby - en dejlig ferie i sommerhus

Sommerhus i Skagen, Midtby, Nordvestjylland, Danmark udlejes her!

Hold ferie i et sommerhus i Skagens midtby, som byder på en charmerende havn, et aktivt byliv og dejlig badestrand. Skagens mange seværdigheder, den helt specielle stemning og den skønne natur gør sommerhusudlejning meget populært i Skagen, Midtby.

Generel

Skagen, Midtby er koncentreret omkring havnen og gågaden. Alt er inden for rækkevidde og samtidig ligger den dejlige Skagen Sønderstrand i kort gåafstand fra midtbyen. Her finder I smukke bymiljøer med idylliske, gule Skagenshuse med røde tegltage og hvide blonder, og det charmerende kvarter byder ligeledes på havnemiljø, butikker, caféer, restauranter, iskiosker og beværtninger. Nyd stemningen i den levende fiskerihavn og i lystbådehavnen med de berømte, røde fiskepakhuse. Her serveres fisk i alle afskygninger, som kan nydes imens I betragter den livlige aktivitet i og på havnen. Skagen byder på et utal af seværdigheder for hele familien - lige fra bamsemuseer til naturcentre - samt flere spændende spisesteder, der har specialiseret sig i udsøgte fiskeretter. Skagen er et populært feriemål på alle årstider på grund af strandene, naturen, attraktionerne, bylivet og havnen.

Strande

Skagen Sønderstrand er beliggende lige nord for havnen. Stranden er en skøn, familievenlig og bynær sandstrand med Vippefyret som et smukt vartegn. Her finder I klitter, gryder og Blåt Flag. Det var her Skagensmalerne fandt inspiration til mange af deres berømte malerier. Hvert år til midsommer tændes Skt. Hans bål her på stranden. Lige syd for havnen finder I Damstederne, en af Kattegats børnevenlige sandstrande. Her kan I nyde det lave, rene vand og det blide bølgebrus. Stranden har Blåt Flag og er kendt for sin høje klit 'Stokmilen'. Alle strande i området indbyder til badning, solbadning, vandreture samt strand- og vandsportsaktiviteter.

Natur

Skagen er omgivet af en enestående og storslået natur. Landskabet er præget af vidtstrakte og uspolerede hedearealer med skov og klitter samt det milde Kattegat og det barske Vesterhav. Kattegat og Vesterhavet mødes ved Grenen, som er Danmarks nordligste punkt. Et imponerende syn på alle årstider! Skagen Odde er et populært udflugtsmål for fugleentusiaster på grund af fugletrækket. Skagen Klitplantage har med sin beliggenhed mellem to have et smukt og varierede terræn. Her kan I bl.a. opleve den store vandreklit Sandmilen. Råbjerg Mile er en af Europas største vandreklitter. Vandreklitten er ca. 40 m høj, bevæger sig op til 15 m mod nordøst hvert år og danner en mini-ørken på ca. 1 km2 sydvest for Skagen. Sandflugten ved klitten har efterladt Råbjerg Stenene - en stenslette, som er opstået fordi kun det fine sand fra Råbjerg Mile flyttes, og de større sten bliver liggende. Fra klittens højeste punkt kan I se helt til Skagens Gren (16 km).

Aktiviteter

Har I et dykkercertifikat, kan I tage med Skagens sportsdykkerklub Skawdyk på dykkertur. Tag på sejltur fra havnen til Grenen i den hurtige powerboat Vandormen og oplev Danmarks nordligste punkt fra søsiden. Skagen Kultur og Fritidscenter indeholder bl.a. et svømmebassin med vandrutschebane. Besøg Skagen Bryghus på Kirkevej og deltag evt. i en rundvisning, hvor I kan lære mere om ølproduktion på et mikrobryggeri (under 1 km). Hvert år i juli arrangeres der visefestival i Skagen, og i den weekend, hvor festivalen løber af staben, festes der overalt i byen. Lystfiskere kan fiske fra kysten, fra molen i havnen eller fra en båd. I kan ligeledes tage på havfisketur med kutter fra havnen. Fra Langagergaard ved Kandestederne arrangeres der daglige rideture på islandske heste i plantagen og på stranden (17 km). Golfspillere kan afprøve den naturskønne bane hos Hvide Klit Golfklub i Bunken ved Ålbæk, som bl.a. byder på en 18-hullers bane og en Par 3 bane med 6 huller (19 km).

Attraktioner

Se Danmarks første vippefyr ved Sønderstrand. Her finder I også Det hvide Fyr, hvor der arrangeres skiftende kunstudstillinger. I Michael og Anna Anchers hus på Markvej kan I opleve, hvordan de 2 skagensmalere levede og arbejdede (under 1 km). På Skagens museum på Brøndumsvej udstilles malerier, som er udført at Skagens 'Guldaldermalere' (under 1 km). I 'Villa Pax' på Hans Baghs Vej finder I Drachmanns Hus, og her kan I lære mere om kunstnerens og forfatterens liv (1 km). Skagen by og egnsmuseum på P.K. Nielsensvej er et frilandsmuseum med bygninger fra Skagens historie samt udstillinger om fiskeri og søfart (1 km). Skagen Odde Naturcenter på Batterivej er et spændende naturcenter, som behandler temaet naturfænomener (2 km). Grenen Kunstmuseum på Fyrvej byder på permanente udstillinger med bl.a. kunstværker af nutidige Skagensmalere samt en skulptursamling (3 km). Skagen byder desuden på museer med temaer som naturhistorie, rav og bamser samt et glaspusteri og et lysstøberi.

Udflugtsmål

Den Tilsandede Kirke, hvis tårn rager op over sandet, er beliggende i et naturskønt plantageområde. Den enorme sandflugt i området er skyld i, at kirken blev begravet (5 km). Farm Fun ved Ålbæk er en dyrepark med legeland. Kom tæt på gårdens dyr, bl.a. grise, køer, får, kænguruer, emuer, ponyer, hængebugsvin, kaniner, geder, marsvin, påfugle og lamaer, eller benyt de sjove månebiler, gyngerne og hoppepuden (21 km). Besøg Ørnereservatet i Tuen ved Tversted. I sommersæsonen er det muligt at komme helt tæt på nogle af verdens største ørnearter og se dem blive fodret i luften. Oplev bl.a. vandrefalk, jagtfalk, duehøg, kongeørn og havørn (29 km).