På sydsiden af Aabenraa Fjord ligger sommerhusområdet ved Varnæs. Sommerhusene er højt beliggende i et smukt og kuperet naturområde mellem Varnæs Vig og Varnæs Hoved. Der er 16 kilometer ind til den gamle købstad Aabenraa.
Der er ikke langt til Det historiske Grænseland, der dækker Sundeved, Broagerland og Gråsten. Der er heller ikke langt til Als, slet ikke hvis man tager den lille færge fra Ballebro til Hardeshøj.
Der er fine muligheder for at holde en aktiv ferie området omkring Varnæs. Der er vandre- og cykelruter langs kysten og i skoven Varnæs Tykke. Aabenraa Fjord er velegnet til windsurfing, havkajak og lystfiskeri. Er man til golf er der flere baner i området.
Varnæs Strand er en børnevenlig sandstrand mellem Varnæs Vig og Varnæs Hoved. Den omkring 300 meter lange strand har en badebro, der strækker sig 150 meter ud i vandet. Det er muligt at finde små ravstykker mellem stenene ved Varnæs Hoved.
Varnæs Hoved er en lerklint, hvorfra der er en flot udsigt mod Nordals og Haderslev Næs. Bag Varnæs Hoved er landskabet lettere kuperet og præget af enge, moser, overdrev, skrænter, små skove og en enkelt sø. I skoven Varnæs Tykke, kan man se langdyssen “Kæmpestenen”. Det er en ca. 48 meter lang øst-vestvendt jordhøj, der har 93 randsten omkring sig. I midten ligger det fritlagte gravkammer, der består af fire stenblokke og en kraftig overligger.
Varnæs Skovsø er en langstrakt sø, der har skov på alle sider. Skovsøstien er en 3,4 kilometer lang afmærket vandrerute rundt om søen.
På et tidspunkt var Aabenraa Sønderjyllands maritime centrum. Det skyldtes den dybe fjord, der gav gode muligheder for søfart og et grundlag for store træskibsværfter. Skibsrederne byggede købmandsgårde og borgerhuse, som den dag i dag præger byens centrum. Det historiske købstadsmiljø inde i Aabenraa er smukt bevaret.
Store dele af året kan man besøge slotshaven ved Gråsten Slot, men når kongefamilien er på besøg, er området lukket for offentligheden. I de perioder kan man glæde sig over, at Gråsten er en hyggelig gammel by med et godt handelsliv og en charmerende marina. Og at Livgarden også er i byen, når kongefamilien er det.
For i de perioder er der hver dag vagtafløsning, som udgår fra Det Gule Palæ, hvor garden stilles op kl. ca. 11.30. Herefter marcherer garden gennem Gråsten via Borggade, Torvet og Slotsgade, hvor selve vagtafløsningen sker kl. 12.00.
Sønderborg er den største by i Sønderjylland. Byen har en spændende historie, et godt shoppingmiljø og mange gode cafeer og restauranter.
På kirkegården ved Broager Kirke er der en mindehøj fra 1922 for 190 soldater fra Broagerland, der faldt i tysk tjeneste under 1. Verdenskrig. På kirkegården finder man ligeledes 300 krigergrave med faldne fra de slesvigske krige i 1848 og 1864.
Ved den lille fjordarm Nybøl Nor har en række store teglværker stadig har gang i produktionen af mursten. Nybøl Nor sti begynder ved Smølleled syd for Nybøl og går forbi teglværkerne.
Kunstsamlingen på Brundlund Slot består af flere tusinde værker fra 1700-tallet og op til vor tid. Bag hovedværkerne står blandt andre C.W. Eckersberg og C.A. Lorentzen.
På Historiecenter Dybbøl Banke får man fortalt historien om kampene ved Dybbøl og krigen i 1864.
Området, hvor historiecentret ligger, er en del af Nationalpark Dybbøl Skanser, der stammer tilbage fra 1924.
Ved Broager Vig ligger Cathrinesminde Teglværksmuseum, der er et af de få bevarede ringovnsteglværker i Danmark. Teglværket blev udnævnt til nationalt industriminde i 2007. Museet og landskabet omkring står som et minde om Flensborg Fjords historie som centrum for produktionen af tegl.
Ved indsejlingen til Alssund har Sønderborg Slot stået i omkring 800 år og har været centrum for mange begivenheder i Danmark og i grænselandet. Museets udstillinger beskriver blandt andet den nationale historie de seneste 200 år set med sønderjyske briller. Men man bliver også klogere på historien om Christian 2., der sad fanget på slottet i 17 år.
Universe er en naturvidenskabelig oplevelsespark, hvor man bliver klogere på naturvidenskab og teknologi gennem leg. Universe adskiller sig fra de fleste andre oplevelsesparker ved, at læring er det bærende element. Universe ønsker at skabe begejstring for naturvidenskab, teknologi og iværksætteri.
Frøslevlejren ved Padborg blev under besættelsen bygget som en interneringslejr for det tyske sikkerhedspolitis fanger i Danmark. I lejren sad flere tusinde danskere indespærret. Frøslevlejren er en af de bedst bevarede fangelejre fra 2. Verdenskrig.
Ajstrup, Alken, Amstrup, Andkær Vig, Bevtoft, Binderup, Bjolderup, Brunsnæs, Bryrup, Diernæs, Dyngby, Elvighøj, Flovt, Follerup, Frydenborg, Fynshav, Genner Strand, Grønninghoved, Gråsten, Hejlsminde, Hejsager, Hvidbjerg, Høruphav, Juelsminde, Kegnæs, Kelstrup, Kolding, Kollund, Købingsmark, Lavensby Strand, Loddenhøj, Lunderskov, Løjt, Mommark, Mørkholt, Norsminde, Nørre Kettingskov, Pårup/Silkeborg, Rendbjerg, Rinkenæs, Rude Strand, Ry, Rørbæk Sø, Saksild, Sandersvig, Silkeborg, Skanderborg, Skarrev, Skovmose, Skygge, Smedebæk, Sottrupskov, Sønderballe Hoved, Sønderby, Sønderhav, Truust, Varnæs, Vemmingbund, Vesterlund, Ørby Hage Strand, Aabenraa, Årø, Årøsund