Sommerhuse i Rendbjerg

Sommerhus Rendbjerg– dejlig ferie i sommerhus i Sønderjylland

På sydsiden af Broagerland ligger sommerhusområdet Rendbjerg. Området ligger mellem Gråsten og Broager, mens der er 17 kilometer til den største by i Sønderjylland, Sønderborg. Rendbjerg ligger lige ud til Broager Vig og Flensborg Fjord. Ved Rendbjerg ligger den hyggelige Marina Minde, hvor der er et spisested.

Gråsten, der ligger lige på den anden side af Egernsundbroen, er bedst kendt for sit slot, Gråsten Slot, der er sommerresidens for den kongelige familie.

Gråsten har andet og mere at byde på end slottet. Det er en gammel by med et godt handelsliv, smukke huse, et hyggeligt bymiljø og ikke mindst en charmerende lystbådehavn.

Der er ikke langt fra Rendbjerg til ferieøen Als og til de interessante steder i Det historiske Grænseland, der dækker Sundeved, Broagerland og Gråsten.

Der er fine muligheder for at holde en aktiv ferie området omkring Rendbjerg. Der er vandre- og cykelruter gennem byerne, langs strandene og gennem skovene. Den kendte Gendarmsti, der starter ved Padborg, går lige forbi Rendbjerg på sin vej rundt om Broagerland og videre mod Sønderborg og Als.

Flensborg Fjord og Broager Vig er som skabt til windsurfing, havkajak og lystfiskeri. Er man til golf er der flere baner i området.

Stranden og naturen ved Rendbjerg

Stranden ved Rendbjerg er en lille sandstrand med badebro og jollehavn.

På begge sider af Gråsten er der børnevenlige badestrande. Sandstranden Fiskenæs Strand er en af dem. En anden er Alnor Strandpark, der takket være det meget lave vand er en meget børnevenlig sandstrand.
På Broagerland er landskabet kuperet og frodig. Flere af sommerhusene ligger op til Rendbjerg Skov.

Kobbelskoven, der ligger på den sydøstlige del af Broagerland, har høje bøgetræer, der går helt ud til den stejle kystlinje. I udkanten af skoven er der fremragende udsigt over Sønderborg Bugt, Sønderborg, halvøen Kegnæs og Dybbøl Mølle.

Gråstenkovene dækker omkring 700 hektar og er nogle af Danmarks smukkeste skove.  De er kendt for deres meget gamle og høje bøgetræer.  I skoven ligger Margrethe Sø, der er den største af prinsessesøerne. Den er kunstigt anlagt som karpedam i 1931. Der er en afmærket vandrerute i Gråstenskovene.

Udflugter omkring Rendbjerg

Store dele af året kan man besøge slotshaven ved Gråsten Slot, men når kongefamilien er på besøg, er området lukket for offentligheden.

Når slottet er beboet, bliver det bevogtet af livgarden. I de perioder er der hver dag vagtafløsning, som udgår fra Det Gule Palæ, hvor garden stilles op kl. ca. 11.30. Herefter marcherer garden gennem Gråsten via Borggade, Torvet og Slotsgade, hvor selve vagtafløsningen sker kl. 12.00.

De senere år har “Cykelfærgen på Flensborg Fjord” sejlet fra Egernsund, via Marina Minde og Brunsnæs til Langballigau på den tyske side.

Sønderborg er den største by i Sønderjylland. Byen har en spændende historie, et godt shoppingmiljø og mange gode cafeer og restauranter.

På kirkegården ved Broager Kirke er der en mindehøj fra 1922 for 190 soldater fra Broagerland, der faldt i tysk tjeneste under 1. Verdenskrig. På kirkegården finder man ligeledes 300 krigergrave med faldne fra de slesvigske krige i 1848 og 1864.

Ved den lille fjordarm Nybøl Nor har en række store teglværker stadig har gang i produktionen af mursten. Nybøl Nor sti begynder ved Smølleled syd for Nybøl og går forbi teglværkerne.

Attraktioner tæt på Rendbjerg

Kunstmuseet Brundlund Slot

Kunstsamlingen på Brundlund Slot består af flere tusinde værker fra 1700-tallet og op til vor tid. Bag hovedværkerne står blandt andre C.W. Eckersberg og C.A. Lorentzen.

Historiecenter Dybbøl Banke

Historiecenter Dybbøl Banke får man fortalt historien om kampene ved Dybbøl og krigen i 1864.

Området, hvor historiecentret ligger, er en del af Nationalpark Dybbøl Skanser, der stammer tilbage fra 1924.

Cathrinesminde Teglværksmuseum

Ved Broager Vig ligger Cathrinesminde Teglværksmuseum, der er et af de få bevarede ringovnsteglværker i Danmark. Teglværket blev udnævnt til nationalt industriminde i 2007. Museet og landskabet omkring står som et minde om Flensborg Fjords historie som centrum for produktionen af tegl.

Museet på Sønderborg Slot

Ved indsejlingen til Alssund har Sønderborg Slot stået i omkring 800 år og har været centrum for mange begivenheder i Danmark og i grænselandet. Museets udstillinger beskriver blandt andet den nationale historie de seneste 200 år set med sønderjyske briller. Men man bliver også klogere på historien om Christian 2., der sad fanget på slottet i 17 år.

Universe i Nordborg

Universe er en naturvidenskabelig oplevelsespark, hvor man bliver klogere på naturvidenskab og teknologi gennem leg. Universe adskiller sig fra de fleste andre oplevelsesparker ved, at læring er det bærende element. Universe ønsker at skabe begejstring for naturvidenskab, teknologi og iværksætteri.

Frøslevlejren

Frøslevlejren ved Padborg blev under besættelsen bygget som en interneringslejr for det tyske sikkerhedspolitis fanger i Danmark. I lejren sad flere tusinde danskere indespærret.  Frøslevlejren er en af de bedst bevarede fangelejre fra 2. Verdenskrig.