Sommerhuse i Fynshav

Fynshav

Sommerhus Fynshav – dejlig ferie i havneby på Als

Færgebyen Fynshav ligger i naturskønne og fredelige omgivelser på østsiden af Als lige ud til Lillebælt. Sommerhusområdet ligger ud til en god badestrand syd for lystbådehavnen. Der er mulighed for indkøb af dagligvarer i Fynshav.

Der er daglige færgeforbindelser fra Fynhavn til Bøjden på Fyn og til Søby på Ærø. Fra Fynshav er der heller ikke langt til de to smukke, gamle byer Augustenborg og Sønderborg.

Der er fine muligheder for at holde en aktiv ferie i området omkring Fynshav og på Als i det hele taget. Her er mange vandre- og cykelruter, der går langs strandene og gennem øens områder med skov. Nord for Fynshav ligger Nørreskov, mens skovområdet Oleskobbel ligger syd for byen

Rideruten Als strækker sig over 100 km og betyder, at for ryttere er Als lidt af et paradis. Lillebælt ved Fynshav er velegnet til windsurfing, havkajak og lystfiskeri. Er man til golf er der flere baner i området.

Det er hurtigt at komme rundt på Als med udgangspunkt i Fynshav. Hvad enten man vil til en af øens strande, på vandre- eller cykeltur i skovene eller besøge nogle af byerne på Als. Med sine 321 kvadratkilometer er Als den største ø i Sønderjylland og den 7. største i Danmark.

Stranden og naturen ved Fynshav

Stranden ved Fynshav, som ligger ved siden af lystbådehavnen, er en god badestrand med sandbund og gode badeforhold. Den 5 kilometer lange strand ved Skovmose, som ligger 21 kilometer mod syd, siges at være den bedste badestrand på Als.

Landskabet omkring Fynshav er præget af skov, bakker, dale og marker. Als har nogle store, smukke skovområder. Nørreskoven er 9 kilometer lang og dermed en af de længste kystskove i Danmark. Den er kendt for sine høje, ranke bøge, og så gemmer skoven på mange fortidsminder.

I skovområderne Oleskobbel og Blomeskobbel er der en høj koncentration af fortidsminder som eksempelvis langdysser fra bondestenalderen.

Udflugter omkring Fynshav

Sønderborg er den største by på Als. Den ligger smukt ud til Alssund og har udover sin spændende historie et godt shoppingmiljø og flere rigtig gode restauranter og cafeer at byde på. Sønderborg er delt af Alssund, men hovedparten af byen ligger på Als.

Nordpå ligger den næststørste af byerne på Als, Nordborg, der er kendt for at være hjembyen for den internationale danske virksomhed Danfoss. Det er også her, man finder oplevelsesparken Universe.

Den tredjestørste by på Als er Augustenborg, der især er kendt for Augustenborg Slot, som er det største og mest helstøbte barokanlæg i Sønderjylland. Augustenborg har et meget fint bymiljø, der er vokset op omkring slottet. Byen har en stribe fredede og bevaringsværdige bygninger, og især i Storegade er det meget synlig.

Resten af Sønderjylland med landsdelens historie ligger ganske tæt på. Man kan også overveje at smutte en tur over den tyske grænse, som ligger omkring 60 kilometer fra Fynshav.

Attraktioner nær Fynshav

Universe i Nordborg

Universe er en naturvidenskabelig oplevelsespark, hvor man bliver klogere på naturvidenskab og teknologi gennem leg. Universe adskiller sig fra de fleste andre oplevelsesparker ved, at læring er det bærende element. Universe har som mål at skabe begejstring for naturvidenskab, teknologi og iværksætteri.

Historiecenter Dybbøl Banke

Historiecenter Dybbøl Banke får man fortalt historien om kampene ved Dybbøl og krigen i 1864.

Området, hvor historiecentret ligger, er en del af Nationalpark Dybbøl Skanser, der stammer tilbage fra 1924.

Museet på Sønderborg Slot

Ved indsejlingen til Alssund har Sønderborg Slot stået i omkring 800 år og har været centrum for mange begivenheder i Danmark og i grænselandet. Museets udstillinger beskriver blandt andet den nationale historie de seneste 200 år set med sønderjyske briller. Men man bliver også klogere på historien om Christian 2., der sad fanget på slottet i 17 år.