Sommerhuse i Lihme

Sommerhus Lihme

Med udsigt til Mors og Jegindø ligger sommerhusområdet ved Lihme. Sommerhusene ligger i et varieret naturområde med nogle dejlige Limfjordsstrande ganske tæt på. Der er mulighed for indkøb af dagligvarer i Lihme. Ønskes et større udvalg er der 20 kilometer til Skive, der har et godt handelsliv og flere cafeer og restauranter.  Ud for Lihme ligger den lille og hyggelige Gyldendal lystbådehavn.

Beliggenheden ved Venø Bugt og Limfjorden betyder, at der er nem adgang til vandet og de muligheder, det giver. Kajakroere, windsurfere og lystfiskere har fine udfoldelsesmuligheder, men der er også mange afmærkede cykel- og vandreruter i området.  For golfspillere er det oplagt at slå sig løs enten på Harre Vig Golfklub eller golfklubben i Skive.

Lihme strand og natur

Der er flere strande at vælge mellem nær Lihme. Mod nord ligger Ålbæk Strand og Vadum Strand, mens Gyldendal Strand og Houstrup Strand ligger mod syd. I alle tilfælde er der tale om børnevenlige Limfjordsstrande, hvor strandene er en blanding af sand og småsten.

Vest for Lihme ligger den fredede halvø Kås, der stikker ud i Kås Bredning. På halvøen findes heder med gravhøje, vandhuller og bevoksninger med enebær.

Mod nord ligger den genskabte Spøttrup Sø. Frem til 1994 var området afvandet, men efter at pumperne er blevet stoppet, er den 50 hektar store sø samt et rigt fugleliv vendt tilbage. I dag er det gamle pumpetårn forvandlet til et fuglekikkertårn.  Søen ligger smukt ved Spøttrup Borg og var i tidligere tider en del af borgens forsvarsværker.

Udflugter nær Lihme

På halvøen Salling ligger et par af Danmarks ældste og mest spændende borge. Mod nord er det Middelalderborgen Østergaard og mod vest Spøttrup Borg.  Midt på halvøen ligger hollændermøllen Roslev Mølle, der var i brug frem til 1951.

Det er også oplagt at besøge “Jenle”, hvor digteren Jeppe Aakjær boede i en lang årrække. Jeppe Aakjær er sammen med sin hustru begravet i skoven ved Jenle.

I Skive finder man Skive Museum, der er et museum for kunst og kulturhistorie. I Skive kan man også undre sig over, at 2 af byens kirker ligger mindre end 100 meter fra hinanden. Forklaringen er, at den ene er bygget som afløser for den anden, som derefter skulle være revet ned, men det skete ikke.

Attraktioner nær Lihme

Jesperhus

Jesperhus Feriepark på Mors er en populær forlystelsespark med adskillige forlystelser og udendørs og indendørs vandland.

Hjerl Hede

Hjerl Hede Frilandsmuseum ved Vinderup er levende museum, hvor dagliglivet på landet for 150 år siden bliver gjort levende.

Mønsted Kalkgruber

Kalkgruberne ved Mønsted er huler, hvor der i mange hundrede år er blevet brudt kalk. I kalkgruberne kan man opleve en labyrint af minegange.

Spøttrup Borg

Spøttrup Borg er en middelalderborg med så stærke forsvarsværker, at den aldrig er blevet indtaget.