På den sydlige del af Mors ligger den lille landsby Vester Assels, der er omgivet af marker og af Limfjordens vande både mod vest og mod syd. Vester Assels er et godt sted at holde ferie, hvis man ønsker en aktiv ferie i naturen eller ved vandet. Der er gode muligheder for at fiske, bade, windsurfe, vandre, cykle eller spille golf tæt ved Vester Assels.
Den lille by er også et godt udgangspunkt for udflugter på Mors, der ikke er større end at hele øen er nem at nå.
Det er muligt at købe dagligvarer i nabolandsbyen Øster Assels. Ønskes et større udvalg ligger den største by på Mors, Nykøbing, 20 kilometer fra Vester Assels.
Nord for Vester Assels ligger Thissinghus Havn. Havnen fungerede frem til 1974 som industrihavn i forbindelse med den lokale korn- og foderstofforretning. Efter nogle år, hvor havnen blev forsømt, er den igen vakt til live, og den fungerer nu som lystbådehavn.
En af de bedste strande på Mors, Sillerslev Strand, ligger omkring 7 kilometer øst for Vester Assels. Vandet ved Sillerslev Strand er lavt og dermed er stranden meget børnevenlig.
Den nærliggende Thissingvig sø er med sine 74 hektar Mors’ største vådområde/sø.
Landskabet omkring Vester Assels er forholdsvis fladt, men flere steder er der alligevel en flot udsigt over Limfjorden.
Mod nord ligger den største skov på Mors, Sønder Herreds Plantage. Den består fortrinsvis af nåletræer krydret med lidt bøg, eg og lærk, moser, småsøer og lyngområder. Plantagen er derudover kendt for sine 2 oldtidshøje, Skaarhøje og Kløven
Molergravene og de smukke kyststrækninger er noget af det bedste ved Mors. Kystruten rundt om øen er over 150 kilometer lang, så der er nok at se på.
Den bedst kendte molerformation er den 60 meter høje Hanklit (60 m), der ligger på den nordlige del af øen ud mod Thisted Bredning. I molerklinten kan man se 55 millioner år tilbage i tiden gennem de skiftende lag af vulkansk aske, der er de mørke striber i det lyse moler.
Øens højeste punkt er den 89 meter høje Salgjerhøj, hvorfra der er en imponerende udsigt over Mors, Livø, Fur og Limfjorden.
Mors er ikke større, end at det er overkommeligt at udforske hele øen.
Det er oplagt at tilbringe en dag i Nykøbing, hvor der er et godt handelsliv og mange spisesteder og cafeer.
Feggeklit helt mod nord er et besøg værd. Udover skøn natur er her en mindesten, som angiveligt markerer Kong Fegges grav. Ifølge sagnet var Feggeklit det sted, hvor den danske prins Hamlet dræbte sin onde stedfar.
En af Danmarks smukkeste naturhavne ligger ved Ejerslev på den nordlige del af Mors. Området ved Ejerslev Havn er blevet endnu smukkere af den lagune, gravningen efter råstoffet moler har efterladt lige ved siden af havnen. I dag er det forvandlet til et skønt naturområde, hvor man kan komme helt tæt på fortiden ved at studere de skarpe lag i molerskrænterne. Den lidt over 1 kilometer lange spadseretur rundt om lagunen er en af de dejligste i landet.
I Øster Jølby ligger et af landets ældste forsamlingshuse, som har den særlige facon, at det er ottekantet.
Skandinaviens største blomsterpark er fyldt med stauder, roser, sommerblomster, sukkulenter og kæmpestore blomsterfigurer. Men her er mere end blomster. Midt i parken ligger Piratlandet med masser af forlystelser. 6000 m2 er overdækket med zoo med Tarzansti, 4D-biograf og Jungledyret Hugoland.
Fossil- og Molermuseet har en imponerende samling af fossiler og fortæller historien om molerets dannelse for godt 55 millioner år. Det er muligt selv at gå på fossiljagt i molergravene omkring museet.
Dueholm Kloster blev grundlagt før 1371 af Johanniterordenen. Siden 1909 har det været hjemsted for øens museum.
På Mors ligger der intet mindre end to traktormuseer, hvor man kan lære om landbrugets historie og ikke mindst se en masse gamle traktorer.
Planlæg din tur på traktor og landbrugs maskinmuseum
Dukkeskolen er et museum med over 12.000 dukker og 1.000 modelbiler.
Amtoft, Doverodde, Ejerslev, Mors, Ejsingholm, Ertebølle, Fur, Furs Perle, Gatten, Gedsted, Gistrup, Gjøl, Glenstrup Sø, Helligsø, Hjarbæk, Hostrup, Hvalpsund, Hvidbjerg, Thyholm, Jegindø, Jørsby, Mors, Karby, Mors, Klitgaard, Lendrup, Lihme, Louns, Lundø, Lyby Strand, Lyngs, Løgstør, Nykøbing Mors, Oddesund, Rønbjerg, Selde, Sennels, Sillerslev, Skive, Skyum, Spøttrup, Strandet, Sundby, Mors, Sundsøre, Søndbjerg Strand, Tjele Langsø, Toftum Bjerge, Trend, Tæbring, Mors, Venø, Vester Assels, Vile, Vilsund, Vinderup, Virksund, Øsløs, Østerild