Sommerhuse i Helberskov

Sommerhusudlejning i Helberskov - dejlig ferie i sommerhus

Sommerhusområdet ved Helberskov, ligger i et skovområde syd for Øster Hurup. Her er det naturen og roen, der trækker, men samtidig er der ikke langt til de gode strande ved Øster Hurup og de spændende byer i Himmerland som Hadsund og Hobro.

Generelt

Helberskov ligger i den sydøstlige del af Himmerland, lige nord for Als Odde hvor Mariager Fjord munder ud i Kattegat. Sommerhusområdet ved Helberskov ligger nær morænebakken Bjerget (24 meter over havet), hvorfra der er en storslået udsigt.

Landsbyen Helberskov er sammen med nabolandsbyen Odde eksempler på bevaringsværdige landsbymiljøer. Helberskov er det, der hedder en forteklyngeby, hvor gårdene ligger tæt samlet om gadekæret og tingstedet. Der er flere naturlegepladser i sommerhusområdet mellem Helberskov og naboområdet Odde.

Stranden og naturen

Man kan sagtens bade ved kysten ved Helberskov og Als Odde. Betingelserne for at windsurfe eller stand up paddle er også fine. Men trækker det hvide sandstrand er det en god idé at søge mod Øster Hurup lidt længere oppe af kysten. Her er stranden hvid, bred og børnevenlig, og man skal langt ud, før det bliver dybt.

For 6-7000 år siden lå landskabet i den sydøstlige del af Himmerland under havets overflade. Kun nogle få moræneknolde som Als Strandbakker og Bjerget ved Helberskov stak op af stenalderhavet. Områderne sydvest for Als og ned mod Mariager Fjord er stadig kun en meter over havets overflade.

De store lavvandede områder omkring Als Odde er vigtige spisesteder for en lang række ande- og vadefugle. På land er der grævlinger, harer, ræve og råvildt, der især holder til i sommerhusområderne og den omkringliggende natur.

Udflugter

Ingen ferie i Helberskov uden en tur op på Bjerget. Der knytter sig en særlig historie til stedet. Under 2. Verdenskrig lå der et tysk kystbatteri på toppen af Bjerget. Ved tyskernes kapitulation i Danmark den 5. maj, nægtede kommandanten at overgive sig. Han samlede de tyske tropper i området – omkring 300 mand – på Bjerget, hvorfra han var indstillet på at kæmpe til sidste mand. Det endte dog med, at han og tropperne overgav sig den 10. maj,

Hele det østlige Himmerland er nemt at nå fra Helberskov. Danmarks fjerdestørste by og Nordjyllands hovedstad, Aalborg, er hurtig at komme til. Aalborg har et godt handelsliv, en spændende havnefront, og adskillige kulturinstitutioner i topklasse – eksempelvis Kunsten, Musikkens Hus og Nordkraft.

Rebild Bakker ved Skørping er et storslået og kuperet hedelandskab med en historie. Her er høje stigninger, smukke udsigter, kilder og åer.

Hobro i bunden af Mariager Fjord har sin egen ringborg fra vikingetiden, Fyrkat. Har man smag for den slags byggerier ligger der en endnu større, Aggersborg, på nordsiden af Limfjorden nær Løgstør. Mariager er en hyggelig by med brostensbelagte gader og en kæmpestor kirke, der fortæller om dengang byen rummede et stort kloster.

Attraktioner

Fårup Sommerland

Fårup Sommerland er både et sommerland og et vandland. Fårup er en af landets mest besøgte turistattraktioner og det er ikke tilfældigt. Forlystelserne er i top, og sommerlandet har netop indviet Danmarks største rutsjebane. Trækker vandet er det muligt at dyppe sig i Danmarks største vandland.
Bemærk: Denne attraktion er en del af Sol og Strand+

Lille Vildmosecentret

Lille Vildmosecentret er et formidlingscenter lige syd for Limfjorden ved Dokkedal med interaktive udstillinger om mosens natur og kultur. Er man heldig kan man se elge og kongeørne under besøget i centret.

Aalborg Zoo

Aalborg Zoo, som har omkring 2300 dyr fordelt på 125 forskellige arter. Haven holder åbent året rundt undtagen. Hunde er velkomne, når de holdes i snor.

Randers Regnskov

Randers Regnskov er en tropisk zoologisk have beliggende på kanten af Gudenåen nær centrum af Randers. I de overdække kupler, kan man i regnskoven se en perlerække tropiske dyr, lige fra bladskærermyrer, over slanger til det majestætiske rovdyr jaguaren.