Blot halvanden time fra Frederikshavnen ligger den lille ferieø Læsø. Her er masser af sol, strand og vand, og midt i det hele ligger den største by, Byrum, med omkring 500 fastboende.
Munkene byggede kirken
Byrum er den største by på Læsø, og den eneste af øens tre byer, der ikke ligger ved vandet. Det er her kommunekontoret og skolen ligger. Kirken er en af landets ældste. Det var munke fra Vitskøl Kloster, der opførte den omkring år 1200. Sommerhusene ligger lige omkring byen i de grønne skovområder. Fra Byrum er der nem adgang til hele øen, og det er oplagt at cykle rundt til de forskellige attraktioner – længere er der ikke. I og omkring Byrum er det muligt at kigge indenfor hos flere kunsthåndværkere.
Der er frit valg mellem strandene på Læsø. Med næsten 100 kilometer kyststrækning er der gode muligheder for at finde et sted at bade. Den nærmeste er Storedal.
Storedal Strand: Ved Storedal ligger en fin sandstrand, der går over i en stenstrand ved Lilledal. Det bliver forholdsvis hurtigt dybt. Har der været storm, er der gode muligheder for at finde rav på stranden.
Vesterø Strand: Stranden strækker sig fra havnen i Vesterø og sydpå. Den er velegnet til børnefamilier, da vandet er lavt. Især ved vestlig vind er stranden ved Vesterø meget velegnet til Stand Up Paddle.
Hvidebakker Strand: Stranden ved Hvidebakker er bred og har fint, hvidt sand. Den er forholdsvis lav et godt stykke ud i vandet. Der er klitter, hvor man kan søge læ for vinden. Der er meget lidt tang og ingen sten på stranden.
Danzigmann Strand: Øst for Østerbyhavn ligger stranden. Den har en meget høj klitrække, og er formentlig den mest forblæste strand på Læsø, og derfor er bølgerne ofte høje.
Stokken, Sdr. Nyland Strand. Man skal vade 50 meter gennem vandet for at nå frem til den lange sandrevle, Stokken. Den er omkring fem kilometer lang, så det er nemt at finde en plet at være i fred. Vandet bliver hurtigt dybt.
Byrum er omgivet af marker, enge og skov. Lige syd for Byrum ligger det fredede marskområde Rønnerne med vilde blomster og mange ande- og vadefugle.
Nord for Byrum ligger Læsø Klitplantage med klithede, skov og strand. Om efteråret kan man gå på svampejagt efter kantareller.
Det flade terræn og den overskuelige størrelse betyder, at Læsø er særdeles velegnet til cykelture. Her er mange cykelstier og småveje, hvor man kører i fred. Også for vandrere er Læsø lidt af et slaraffenland. Øen byder på adskillige vandrestier.
Et oplagt sted at besøge på Læsø er Læsø Salt, hvor saltet produceres som i gamle dage, hvor saltholdigt grundvand inddampes på store pander.
Hedvigs Hus er en af de meget karakteristiske ejendomme med bindingsværk af strandingstømmer og et tag, der er fremstillet af tang. I dag er huset ejet af Læsø Museum der har indrettet det, så man får et indblik i dagliglivet i gamle dage på Kattegatøen.
Ved Horneks Odde kan man en af de gamle hummerhytter. Frem til ca. 1950 var der på nordkysten et par håndfulde hytter, der blev brugt som base af fiskere, der fangede sorthummere med tejner. I dag er der kun 2 hytter tilbage, og Læsø Museum har brugsretten til den ene, som det derfor er muligt at besøge.
Læsø er også blevet et hotspot for islandske heste. Der er et par steder, hvor man kan leje en hest og sammen med andre ryttere kan udforske Læsø fra ryggen af en islandsk hest.
Rønnerbussen, der i virkeligheden er en traktor med en overdækket påhængsvogn, kører igennem Danmarks næststørste marskområde, Rønnerne, som jævnligt oversvømmes af Kattegat. Undervejs er guiden klar med fortællinger om Læsøs natur, kultur og historie.
Fårup Sommerland er både et sommerland og et vandland. Fårup er en af landets mest besøgte turistattraktioner og det er ikke tilfældigt. Forlystelserne er i top, og sommerlandet har netop indviet Danmarks største rutsjebane. Trækker vandet er det muligt at dyppe sig i Danmarks største vandland.
Bemærk: Denne attraktion er en del af Sol og Strand+
Bangsbo Fort ligger i 82 meters højde syd for Frederikshavn. Fortet består af et befæstningsanlæg bygget under 2. Verdenskrig. Det blev udbygget af det danske søværn i løbet af Den Kolde Krig.
Ajstrup, Hadsund, Als Odde, Asaa, Bisnap, Hals, Bratten, Dokkedal, Egense, Frederikshavn, Gerå, Hegedal, Hobro, Helberskov, Hou, Lyngså, Læsø, Byrum, Læsø, Nordmarken, Læsø, Vesterø, Læsø, Vesterø Syd, Læsø, Østerby, Mariager, Melholt, Mou, Napstjært, Strandby, Sæby, Voerså, Øster Hurup, Ålbæk, Læsø