Strandby er en lille, hyggelig fiskerby ved Kattegat, 8 km nord for handelsbyen Frederikshavn. Byen har en aktiv og charmerende fiskerihavn - på alle hverdage er der fiskeauktion i kl. 7.00 i auktionshallen - en lille marina, en dejlig badestrand, flere butikker og en utraditionel, oval kirke med sadelformet tag. På afstand minder kirken om en fiskerkutter med sejl. Fra både by og strand er der udsigt til øgruppen Hirsholmene, som ligger nogle få km ud for området. Der er mulighed for indkøb af dagligvarer i Strandby, og 8 km herfra byder Frederikshavn på gode shoppemuligheder, spisesteder samt seværdigheder for hele familien.
Strandby Strand er en dejlig, bred sandstrand med klitter. Der er gode parkeringsforhold ved stranden samt en lang rampe, som gør adgang med bl.a. barnevogn og kørestol mulig. Da vandet er roligt og kun langsomt bliver dybt, er stranden særdeles børnevenlig. På en klar dag er det muligt at se helt til Skagen fra stranden. Ved Frederikshavn kan I nyde tropestemning, klitter, gryder, palmesus, skyggefulde tangparasoller samt flere beachvolleybaner på Danmarks eneste palmestrand (6 km).
Strandby er omgivet af frodig natur med lidt skov og marker. Lige syd for Strandby, hvor Elling Å løber ud i Kattegat, kan I opleve en strandeng med et rigt fugleliv. Fuglene kan observeres fra et fugletårn på stedet.
Øgruppen Hirsholmene, som ligger ud for Strandby, er Danmarks nordligste øgruppe. Hirsholmene er fredede og udlagt som et naturvidenskabeligt reservat. Et stort antal fugle yngler og overvintrer her.
Bag Frederikshavn ligger de skovbevoksede bakker med flere udsigtspunkter. Bl.a. er udsigten over byen og havet enestående fra den 71 m høje Pikkerbakken. Bangsbo Skoven er en bøgeskov på ca. 100 ha med et rigt dyre- og fugleliv. I Bangsbo Ådal kan I på alle årstider observere et stort antal fuglearter.
Skagen er absolut et besøg værd. Byen med de gulkalkede huse og røde tage har et rigt kulturliv med gode museer. Frederikshavn lidt mod syd er en glimrende handelsby, men har også en spændende historie og nogle fine historiske perler at byde på.
Råbjerg Mile er Danmarks største vandreklit. Den er stadig i bevægelse og bevæger sig omkring 15 meter mod øst hvert år. Det betyder, at den på et tidspunkt vil dække hovedvejen til Skagen. Rubjerg Knude er heller ikke til at komme udenom. Her knejser det berømte fyrtårn, der i 2019 blev flyttet 70 meter ind i landet.
Aalborg er også værd at besøge. Den nordjyske hovedstad har et godt handelsliv, ligesom kulturinstitutioner som Kunsten, Nordkraft og Musikkens Hus er spændende at opleve.
Bunkermuseet, 10. batteri, der ligger ved Hirtshals er det mest komplette og udgravede forsvarsanlæg fra 2. Verdenskrig. Anlægget breder sig over et område på 450 x 750 meter, og det har 69 bunkere, der er forbundet med 3,5 kilometer løbegrave.
Børglum Kloster tilhørte i sin tid ordenen De hvide brødre. Den sidste biskop var den berygtede Stygge Krumpen. I forbindelse med reformationen overtog kongen klostret, der efterfølgende blev til bolig for skiftende danske stormænd. Siden 1835 har klostret være i slægten Rottbølls eje. I dag er der åbent for offentligheden.
Fårup Sommerland er både et sommerland og et vandland. Fårup er en af landets mest besøgte turistattraktioner og det er ikke uden grund. Forlystelserne er i top, og sommerlandet har netop indviet Danmarks største rutsjebane. Trækker vandet er det muligt at dyppe sig i Danmarks største vandland.
Bangsbo Fort, Nordjyllands Kystmuseum ligger i 82 meters højde syd for Frederikshavn. Fortet består af et befæstningsanlæg bygget under 2. Verdenskrig. Det blev udbygget af det danske søværn i løbet af Den Kolde Krig.
Oceanariet, der er Nordeuropas største akvarium, har mere end 7.000 fisk og andre havdyr bag de tykke glas. Det er muligt at klappe fiskene i rørebassinet og se med, når hajerne og klumpfisk bliver fodret. Der er 10.000 kvadratmeter under tag og 6.000 kvadratmeter udendørs, hvor blandt andet sælerne boltrer sig.
Skagens Museum har en omfattende samling af værker af Skagensmalerne, heriblandt Anna og Michael Ancher, Marie og P.S. Krøyer, Laurits Tuxen, Viggo Johansen og Holger Drachmann.
Ørnereservatet nær Skagen er Danmarks ældste rovfuglecenter. Området, hvor centret ligger, er på omkring 30 hektar med sø, klitter, hav og hedelandskab. Centret har omkring 100 fugle fordelt på ti arter. Der er forevisninger, hvor falkonerer viser, hvad fuglene kan.
Voergaard Slot er en herregård i renæssancestil tæt ved Dronninglund. En af slottet mest berømte beboere var Ingeborg Skeel, der var kendt for at være lidt af en tyran over for områdets bønder. Angiveligt spøger hun stadig på slottet. Den dansk-franske greve Ejner Oberbech-Clausen købte slottet i 50’erne. Han medbragte sin store kunst- og møbelsamling. Slottet er overdraget til en familiefond, og der er i sæsonen daglige rundvisninger.
Aalborg Zoo, som har omkring 2300 dyr fordelt på 125 forskellige arter.Hunde er velkomne, når de holdes i snor.
Ajstrup, Hadsund, Als Odde, Asaa, Bisnap, Hals, Bratten, Dokkedal, Egense, Frederikshavn, Gerå, Hegedal, Hobro, Helberskov, Hou, Lyngså, Læsø, Byrum, Læsø, Nordmarken, Læsø, Vesterø, Læsø, Vesterø Syd, Læsø, Østerby, Mariager, Melholt, Mou, Napstjært, Strandby, Sæby, Voerså, Øster Hurup, Ålbæk, Læsø