Læsø er en herlig ferieø i Kattegat med en enestående natur, dejlige strande, charmerende havne og mange skønne sommerhuse. Her foregår alt i et roligt tempo. I kan bare slappe af og nyde omgivelserne samt den specielle ø-stemning. Læsø er mest kendt for sit salt og saltsyderi samt de karakteristiske, fredede tanghuse. Men øen byder også på mange andre seværdigheder for både børn og voksne.
Læsø ligger lige midt mellem Frederikshavn og Göteborg, og en sejltur på 1½ time fra Frederikshavn bringer jer til den herlige ferieø. Et ophold i sommerhus på Læsø i Nordjylland indbyder til at gå på opdagelse i fortiden og naturen, som fremstår intakt. I kan også besøge nogle af de karakteristiske attraktioner som fx Saltsyderiet og Læsø Museum. Eller I kan smage friskfangede jomfruhummere eller nogle af de andre specialiteter, som Læsø er kendt for.
Afstandene er korte på Læsø, så uanset om I foretrækker at bo i et sommerhus ved en af øens badestrande, i skoven eller i den særegne natur, er I altid tæt på det hele.
Læsø er en ideel feriedestination for jer, som ønsker at holde ferie i sommerhus på en hyggelig og naturskøn ø med en helt speciel charme.
På Læsø finder I 3 byer. Vesterø er byen, hvor færgen sejler til og fra. Her finder I et hyggeligt havnemiljø med butikker, spisesteder, iskiosker og Læsø Kur i den ombyggede kirke. Byrum ligger midt på øen, og her kan I bl.a. handle i øens største dagligvarebutik. Østerby på øens nordkyst byder på en hyggelige lystbåde- og fiskerihavn samt spisesteder, iskiosker, en stor legeplads og en smuk rhododendronhave. I kan bo i sommerhus i en af byerne eller i naturen omkring byerne.
Naturen på Læsø er meget speciel. Den består af nyere skove, da de gamle skove blev fældet og brugt til saltsydning, Læsø Klitplantage med 10 ha. stor indhegnet hundeskov og høje sandklitter ved Danzigmann i den nordlige ende af øen. Derudover er Læsø kendt for Rønnerne - et stort og specielt marskområde, der indimellem står under vand, og som er udlagt som Natura 2000 område. I kan finde et rigt dyre- og fugleliv i Læsøs spændende natur, som desuden også indeholder en mangfoldighed af sjældne og fredede planter.
Læsø er omgivet af en 100 km lang kystlinje, heraf 50 km med rent badevand. I kan bl.a. nyde de dejlige badestrande syd for Vesterø, ved Østerby og ved Danzigmann. På grund af de korte afstande, ligger jeres sommerhus altid tæt ved en dejlig badestrand.
På trods af sin størrelse, har Læsø udviklet mange specialiteter. Den mest kendte er nok Læsø Salt, men I kan også smage Læsø Honning fra øens brune bier, og Læsø Is med ingredienser fra Læsøs natur. Læsø er også kendt for sine friskfangede jomfruhummere. I kan købe dem friskfanget og selv tilberede dem i jeres sommerhus, eller I kan få dem serveret tilberedt på et af øens spisesteder.
På Læsø Uldstue, som sælger uldprodukter fra Uldstuens egen fåreflok, kan I overvære når produkterne bliver fremstillet
Besøg Læsø Saltsyderi, hvor sydehytterne er åbne hele året rundt. Her kan I - helt gratis - følge fremstillingen af øens hvide guld og måske deltage i en rundvisning på stedet. I saltsyderiets butik kan I købe den berømte flagesalt samt spændende kryddersalte og saltholdige produkter til kroppen. Fra saltsyderiets udkigstårn kan I nyde den gode udsigt over naturområdet Rønnerne.
Læsø Museum er et kulturhistorisk museum, der er indrettet i en 350 år gammel tanggård med ålegræstag. Her kan I se et Læsøhjem fra starten af 1900-tallet samt spændende effekter som fx Læsødragter og sølvsmykker.
I Læsø Rhododendronpark ved Østerby kan I opleve flere end 500 typer farverige planter fra marts til september. Haven er allersmukkest i maj, men et besøg værd året rundt. På Læsø Glaspusteri kan I se, når de smukke og farverige glas bliver fremstillet. Storhaven er en meget børnevenlig seværdighed, hvor børn kan skyde med bue og pil, ride på islandske heste, hoppe på en hoppepude, støbe lys, male mel og klappe gårdens dyr. Alle seværdigheder på øen ligger i kort afstand fra jeres sommerhus.
Det er meget populært at tage på ridetur på islænderheste i naturen - og i særdeleshed på Rønnerne. I kan også opleve Rønnerne på en safaritur gennem de fredede områder med Rønnerbussen.
Und jer selv et besøg i Læsø Kur i den tidligere kirke i Vesterø. Her kan I få wellness og saltbade samt behandlinger med salt, alger og ler, og samtidig nyde udsigten over Læsøs natur.
Golfspillere kan prøve den 18-hullers bane hos Læsø Seaside Golf Club.
Læsø er også et paradis for lystfiskere, som kan kaste snøren i hele vejen langs kysten eller fra båden Seadog, som sejler ud til gode fiskepladser omkring Læsø. Seadog arrangerer desuden også sælsafari og aftensejlads.
Den flade ø indbyder til cykelture i den varierede natur. I kan tage jeres egne cykler med til sommerhuset eller leje cykler på stedet og køre øen rundt - en tur på ca. 60 km med et utal af flotte udsigter.
I kan bade ved de mange gode strande, som også er velegnet til windsurfing og sportsdykning. Langs kysterne kan I være heldig at finde rav eller blåmuslinger - lige til at samle op og tilberede i jeres sommerhus.
Læsø er en børnevenlig ø, og I finder flere aktiviteter for børn overalt på øen. Bl.a. kan I benytte en stor legeplads ved lystbådehavnen i Østerby samt ved saltsyderiet.
Når I holder ferie i sommerhus på Læsø kan I deltage i flere årlige arrangementer. En af disse er Jomfruhummerfestival, som foregår på havnen i Østerby. Her dyster kokke i tilberedning af jomfruhummer og I kan købe smagsprøver fra Læsøs restauranter.
Madens Dag ved tanghuset Hedvigs Hus nær Østerby er et kulinarisk arrangement, hvor boderne bugner af delikatesser fra Læsøs vand, landbrug og natur.
Havets Dag i Vesterø er en aktivitetsrig dag med fiskeretter, krabbefiskekonkurrence, folkedans og andre aktiviteter.
Oplev også den årlige Læsø Kunstfestival, hvor omkring 40 kunstnere skaber kunst i Læsøs skønne natur. Festivalen omfatter også workshops, udstillinger og koncerter.
Derudover kan I opleve et årligt dyrskue, et folkedansestævne og fritidsfiskernes sommerfest når I holder ferie i sommerhus på Læsø.
Læsø er med sin beskedne størrelse på 118 km2 et lille samfund med et indbyggertal på lige under 2.000 personer. Dermed er øen Danmarks mindste kommune. Kun 20 % af øen er opdyrket - resten består alsidig og storslået natur, små byer og mange skønne sommerhuse for enhver smag.
Uanset om I ønsker at holde ferie i et sommerhus ved en strand eller ude midt i naturen, kan I finde det hos Læsø Feriehuse og Sommerhusudlejning.
Læsø Feriehuse og Sommerhusudlejning har beskæftiget sig med sommerhusudlejning i mange år og tilbyder hele 250 velbeliggende sommerhuse på øen. Kontakt Læsø Ferieservice og Sommerhusudlejning på tlf. 98 49 92 64 eller via hjemmesiden, hvor I også kan finde informationer om sommerhusene.
Ajstrup, Hadsund, Als Odde, Asaa, Bisnap, Hals, Bratten, Dokkedal, Egense, Frederikshavn, Gerå, Hegedal, Hobro, Helberskov, Hou, Lyngså, Læsø, Byrum, Læsø, Nordmarken, Læsø, Vesterø, Læsø, Vesterø Syd, Læsø, Østerby, Mariager, Melholt, Mou, Napstjært, Strandby, Sæby, Voerså, Øster Hurup, Ålbæk, Læsø