Sæby ligger smukt ved Kattegatkysten ti kilometer syd for Frederikshavn. Her er gode, børnevenlige sandstrande, et hyggeligt købstadsmiljø med brostensbelagte gader, et fint havnemiljø og en natur der er som skabt til aktive feriedage.
Det er ikke uden grund, at Sæby er en af Danmarks mest populære feriebyer. Her er ægte købstadsidyl, museer, historiske bygninger, liv på havnen, grønne skove og ikke mindst børnevenlige strande.
Sæby var en fiskerby, før turisterne fik øje på den. Byen fik sine købstadsrettigheder i 1524, og den gamle del af byen er præget af smukke huse og hyggelige gadeforløb.
På havnen finder man ”Fruen fra Havet”, der er en dobbeltsidet galionsfigur i hvid beton. Bag den står den norske kunstner Marit Benthe Norheim, der blev inspireret af nordmanden Henrik Ibsens skuespil af samme navn. Henrik Ibsen blev selv inspireret til sit stykke efter et ophold i Sæby.
Der er mange gode fiskemuligheder i og omkring Sæby, ligesom skovene omkring byen lægger op til vandre- og cykelture. Windsurfing og kajakroning er også populære aktiviteter i området, ligesom byens havn er som skabt til lystfiskeri.
Den børnevenlige sandstrand nord for byen er opdelt af stendiger. Vandet er stille, og der bliver langsomt dybt. Der er sti hele vejen langs stranden.
Naturen omkring Sæby er præget af skov, marker og grønne områder. Sæby Å slynger sig gennem en park helt ned til stranden, hvor den har sit udløb.
Professorens Plantage, der ligger mellem Sæby og Lyngså er et fint naturområde med klithede med fyrbevoksning, lyng, blåbær og enebærbuske. Bøgeskoven Sæbygård Skov imponerer med sine dybe slugter og den slyngede å.
Sæby har en strandpromenade, der tager sin begyndelse med åen tæt ved havnen. Den strækker sig flere kilometer mod nord langs stranden. Det gør det let at kombinere strandlivet med en spadseretur i den gamle bydel efterfulgt af en is eller noget at spise på havnen.
Hals har også en del at byde på. Midt i Hals er byens vartegn – en hvalkæbe fra en blåhval, som blev skudt i Barentshavet i 1868 af kaptajn C. Klitgaard fra Hals. Kæberne blev sat op foran hans hjem, men de er i dag erstattet af en mere holdbar kopi af glasfiber. Den originale kæbe blive opbevaret på Statens Kunsthistoriske Museum.
Skagen er absolut et besøg værd. Byen med de gulkalkede huse og røde tage har et rigt kulturliv med gode museer. Frederikshavn er en glimrende handelsby, men har også en spændende historie og nogle fine historiske perler at byde på.
Man kan også besøge fiskerlejet Voerså. Her kan man leje kanoer og vandcykler og sejle en tur op ad Voer Å.
Råbjerg Mile er Danmarks største vandreklit. Den er stadig i bevægelse og bevæger sig omkring 15 meter mod øst hvert år. Det betyder, at den på et tidspunkt vil dække hovedvejen til Skagen. Rubjerg Knude er heller ikke til at komme udenom. Her knejser det berømte fyrtårn, der i 2019 blev flyttet 70 meter ind i landet.
Hammer Bakker ved Vodskov er et skønt og afvekslende skovområde med adskillige vandreruter og MTB-spor. Aalborg er også værd at besøge. Den nordjyske hovedstad har et godt handelsliv, ligesom kulturinstitutioner som Kunsten, Nordkraft og Musikkens Hus er spændende at opleve.
Fårup Sommerland er både et sommerland og et vandland. Fårup er en af landets mest besøgte turistattraktioner og det er ikke tilfældigt. Forlystelserne er i top, og sommerlandet har netop indviet Danmarks største rutsjebane. Trækker vandet er det muligt at dyppe sig i Danmarks største vandland.
Bemærk: Denne attraktion er en del af Sol og Strand+
Voergaard Slot er en herregård i renæssancestil tæt ved Dronninglund. En af slottet mest berømte beboere var Ingeborg Skeel, der var kendt for at være lidt af en tyran over for områdets bønder. Angiveligt spøger hun stadig på slottet. Den dansk-franske greve Ejner Oberbech-Clausen købte slottet i 50’erne. Han medbragte sin store kunst- og møbelsamling. Slottet er overdraget til en familiefond, og der er i sæsonen daglige rundvisninger.
Aalborg Zoo, som har omkring 2300 dyr fordelt på 125 forskellige arter. Haven holder åbent året rundt undtagen. Hunde er velkomne, når de holdes i snor.
Bangsbo Fort ligger i 82 meters højde syd for Frederikshavn. Fortet består af et befæstningsanlæg bygget under 2. Verdenskrig. Det blev udbygget af det danske søværn i løbet af Den Kolde Krig.
Oceanariet, der er Nordeuropas største akvarium, har mere end 7.000 fisk og andre havdyr bag de tykke glas. Det er muligt at klappe fiskene i rørebassinet og se med, når hajerne og klumpfisk bliver fodret. Der er 10.000 kvadratmeter under tag og 6.000 kvadratmeter udendørs, hvor blandt andet sælerne boltrer sig.
Skagens Museum har en omfattende samling af værker af Skagensmalerne, heriblandt Anna og Michael Ancher, Marie og P.S. Krøyer, Laurits Tuxen, Viggo Johansen og Holger Drachmann.
Ørnereservatet nær Skagen er Danmarks ældste rovfuglecenter. Området, hvor centret ligger, er på omkring 30 hektar med sø, klitter, hav og hedelandskab. Centret har omkring 100 fugle fordelt på ti arter. Der er forevisninger, hvor falkonerer viser, hvad fuglene kan.
Ajstrup, Hadsund, Als Odde, Asaa, Bisnap, Hals, Bratten, Dokkedal, Egense, Frederikshavn, Gerå, Hegedal, Hobro, Helberskov, Hou, Lyngså, Læsø, Byrum, Læsø, Nordmarken, Læsø, Vesterø, Læsø, Vesterø Syd, Læsø, Østerby, Mariager, Melholt, Mou, Napstjært, Strandby, Sæby, Voerså, Øster Hurup, Ålbæk, Læsø