Den gamle købstad Ringkøbing har en gammel, nænsomt renoveret bymidte og en smuk, velbevaret kirke.
Store dele af 'det gamle Ringkøbing' fremstår i sin oprindelige form. Byen byder på gode indkøbsmuligheder, spisesteder og seværdigheder. Omgivelserne er præget af den milde Ringkøbing Fjord, det barske Vesterhav og de smukke naturområder. Fra Ringkøbing er der aldrig langt til fritidsaktiviteter og seværdigheder.
Ved Ringkøbing finder I en børnevenlig badestrand med badebro. Vandet er lavt, bølgerne er små, der er sandbund og ingen strøm. Der er desuden gode muligheder for at surfe på fjorden. Ønsker I at bade ved Vesterhavets , lange og brede sandstrande, ligger Søndervig kun 9 km herfra. Her har stranden fint, hvidt sand og klitter. Stranden byder på gode muligheder for lange spadsereture eller for solbadning i en klitgryde.
Ringkøbing er omgivet af fjordlandskaber, marker, å-dale og heder. Langs fjorden kan I følge en sti til fods eller på cykel og opleve den dejlige natur på nært hold. Ved Stadil Fjord kan I opleve det åbne vestjyske landskab med dets fantastiske fugleliv (9 km).
Bag Ringkøbing ligger den skønne Hover Å-dal med sit varierede landskab, bronzealderhøje og mange, små stier. Naturen på landtangen Holmsland Klit er et storslået landskab med høje klitter og hede - et af de mest spændende og afvekslende områder på Vestkysten. Den 118 ha store, fredede Dejbjerg Hede, ca. 20 km mod syd, har en helt usædvanlig skøn natur med kuperet terræn, skovarealer og hedestrækninger. Her findes flere imponerende gravhøje. Fra de højeste punkter i området er der flot udsigt over Ringkøbing Fjord.
Tipperne er et fredet fuglereservat på Tipperhalvøen i bunden af Ringkøbing Fjord. Fugle fra hele Skandinavien tager ophold her på deres rejser mellem vinterkvarter og ynglepladser (55 km).
Ringkøbing Fjord er et af de bedst kendte windsurfing-områder i Nordeuropa. De store lavvandede områder gør det både nemt, sjovt og trygt at lære at surfe. I Ringkøbing kan I spille tennis, bowle og besøge en svømmehal. Området er velegnet for gå-, cykel- og rideture.
Lystfiskere har gode muligheder, da der kan fiskes i Ringkøbing Fjord, i Vesterhavet samt i områdets Put & Take fiskeparker. Området byder ligeledes på gode muligheder for golfspillere. Banerne ligger tæt her, og de nærmeste er banerne hos Holmsland Klit Golfklub ved Søndervig (9 km) Dejbjerg Golf Klub (21 km).
Beach Bowl i Søndervig har aktiviteter for hele familien, bl.a. bowlingbaner, poolborde, legeland, restaurant og engelsk pub. Søndervig har også et dejligt vandland med bl.a. rutschebane, grotte, børnebassin, tyrkisk bad, spa, solarier og sauna (9 km).
I Ringkøbing finder I flere gallerier, pottemagerier, lysstøberier og andre arbejdende værksteder, hvor I kan følge produktionen. Ringkjøbing Museum er et arkæologisk og byhistorisk museum, hvis samling bl.a. omfatter en udstilling om polarforskeren Mylius Eriksen.
Smedenes Hus i Lem er et spændende museum, der med skiftende udstillinger og arrangementer viser byens industrihistorie (13 km). Den gamle, velbevarede vandmølle i Bundsbæk ligger ved den fredede Bjørnemose. Møllen og bygninger er i dag restaurerede og I har mulighed for at opleve, hvordan man tidligere malede korn, og hvordan man bagte brød i den gamle stenovn (19 km).
Hvide Sande er Danmarks 5. største fiskerihavn. Fiskernes Hus i Hvide Sande er et samtidsmuseum, der bl.a. fortæller historien om fiskens vej fra Vesterhavet til forbrugeren (21 km). På Dansk Veteranfly Museum ved Stavning, kan I opleve Danmarks største samling af det danskfremstillede KZ-fly (25 km).
Egnsmuseet Abelines Gård ved Haurvig er indrettet i en strandfogedgård fra 1860'erne (30 km). Strandingsmuseet 'St. George' i Torsminde giver et indblik i dagligdagen ombord på de forliste, engelske krigsskibe 'St. George' og 'Defence'. Se de spændende fund, bl.a. kanoner, guldmønter, musikinstrumenter og våben (42 km). I Bork Vikingehavn går I 1000 år tilbage i tiden. Oplev vikingeskibene i havnen, vikingegården og udstillingen. Området levendegøres i højsæsonen (47 km).
Arrild, Ballum, Bjerregård, Blåvand, Blåvand, Ho, Bork Havn, Borris, Bovbjerg, Bredebro, Dejbjerg, Fanø, Ferring, Fjaltring, Fjand, Foldingbro, Grærup, Harboør, Haurvig, Hemmet, Henne, Houstrup, Houvig, Hoven, Hvide Sande, Højer, Jegum, Kibæk, Klegod, Kvie Sø, Kølkær, Lem, Løgumkloster, Lønne, Mosevrå, Møgeltønder, Nr. Lyngvig, Nr. Vium, Nymindegab, Ribe, Ringkøbing, Rudbøl, Rømø , Rømø, Bolilmark, Rømø, Havneby, Rømø, Kongsmark, Rømø, Lakolk, Rømø, Sydøen, Rømø, Toftum, Rømø, Vadehav, Rømø, Vesterhede, Sdr. Felding, Sdr. Nissum, Sjelborg, Skalstrup, Skarrild, Skaven Strand, Skodbjerge, Skærbæk, Starup, Stauning, Sunds, Sædding Strand, Sønder Omme, Søndervig, Thorsminde, Thorsted, Thyborøn, Toftlund, Trans, Ulfborg, Vedersø Klit, Vejers Strand, Vejlby Klit, Vester Husby, Vilslev, Vrist, Årgab