Lidt nordøst for Grenaa ligger Fornæs, der er Jyllands – og dermed også Djurslands – østligste punkt. Herfra er der 174 kilometer over til Bovbjerg på Jyllands Vestkyst.
Djursland, der også bliver også kaldet Jyllands næse, er en smuk halvø med et meget afvekslende landskab, som spænder fra de bakkede Mols Bjerge mod syd til de knejsende kalkklinter mod nord. Området er gennemskåret af vandre- og cykelstier, der gør det nemt at komme rundt.
Kystlinjen er omkring 250 km lang, og strandene langs kysten er meget varierede. Her er lavvandede børnevenlige sandstrande, og de lidt dybere stenstrande, der er perfekte for lystfiskere, surfere, kajakroere og andre, der elsker havet.
Der har boet mennesker på Djursland i årtusinder, og de har sat deres spor. Der er op imod 1000 fredede fortidsminder på Djursland. Det er eksempelvis dysser, jættestuer, gravhøje, voldsteder, runesten og ruiner. Men også den nyere fortid har sat sig spor i form af mange velbevarede slotte, herregårde og godser.
Nogle af stednavnene på Djursland har gået deres sejrsgang verden rundt takket været den engelske forfatter J. R. R. Tolkien, der bl.a. skrev Hobbitten og Ringenes Herre. Tolkien var sprogforsker, han talte og skrev flydende dansk, og han brugte en del år på at forske i Jyllands og Sjællands historie. Derfor virker det oplagt, at han har ladet sig inspirere i sine bøger af danske stednavne.
Strædet mellem Djursland og og den lille ø Hjelm hedder Hjelms Dyb, og i Tolkiens verden bliver det til Helm's Deep, stedet hvor Rohan-folket kæmper mod Sarumans orker. Den historiske herregård Isgård på det sydlige Djursland har formentlig inspireret Tolkien til Isengaard, som Saruman boede lige ved siden af i sit tårn, men landsbyen Eskerod blev til Esgaroth, den by, der angribes og brændes ned af dragen Smaug i Hobitten.
Men Djursland har andet og mere end inspirerende stednavne at byde på. Midt mellem landsbyerne Knebel og Agri ligger Danmarks største stendysse, Porskær Stenhus. Kalø Slotsruin er resterne af en borg den danske konge Erik Menved lod opføre i 1313 efter at have nedkæmpet et bondeoprør. Fra borgen kunne han holde sine modstandere i skak.
I den lille landsby Thorsager nær Rønde ligger den yngste af Danmarks blot syv rundkirker. Der ligger fire på Bornholm, en på Fyn og en på Sjælland
Øst for Stubbe Sø ligger den 49 meter høje bakke Jernhatten, hvorfra der er en fin udsigt over havet og over mod øen Hjelm.
Der regner mindre ved Jernhatten end i resten af Danmark, og der er mange solskinstimer. Det har betydet, at du her finder flere varmeelskende dyr og planter end i resten af landet.
Jernhatten er en del af Nationalpark Mols Bjerge, der er et af de smukkeste og mest interessante naturområder i Danmark. Nationalparken på den sydlige del af Djursland er Danmarks anden nationalpark efter Nationalpark Thy, og den blev indviet i 2009.
Naturen i nationalparken er meget varieret, og området byder på en stor del af de naturtyper, der er i Danmark. Men her er også områder, der er helt enestående. Landskabet i og omkring Mols Bjerge er skabt i løbet af istiden.
På den nordlige del af Djursland ligger de imponerende Karlby og Sangstrup Klinter. De to klinter strækker sig over 5 kilometer og stikker på deres højeste 17 meter op i vejret. Det er muligt at finde fossiler i klinterne.
Smukke og hyggelige Ebeltoft med de brostensbelagte små gader er et særdeles charmerende bekendtskab. Det er af de mest populære feriebyer i Danmark, hvor Fregatten Jylland og Det Gamle Rådhus hvert år tiltrækker tusindvis af besøgende. Knap så kendte, men også meget spændende attraktioner, er den ombyggede Maltfabrikken, der er propfyldt med kulturelle tilbud samt Museet for glaskunst, som er et internationalt museum for glaskunst. Ebeltoft er den eneste by på Djursland, der vender mod vest, så trækker de smukke solnedgange er det også stedet at tage hen.
Grenaa mod nord er bedst kendt for det meget velbesøgte Kattegatcentret, hvor du kan komme helt tæt på hajerne. Men Grenaa har også en charmerende bymidte med smukke gamle huse. Byens kirke ligger helt centralt på et torv i byen, omgivet af butikker og spisesteder. Fra Grenaa er det muligt at tage færge til Halmstad i Sverige.
Lidt syd for Djursland ligger Jyllands hovedstad, Aarhus, der af mange kaldes ”Verdens mindste storby”. Og ikke uden grund. Aarhus har attraktioner, kunst og kultur i topklasse kombineret med en charmerede, overskuelig midtby.
Der er mange gode mountainbikeruter på Djursland – både i Nationalpark Mols Bjerge, men også på resten af halvøen. Har du ikke selv en MTB med, er der flere steder mulighed for at leje en, ligesom det er muligt at købe guidede ture.
Der er rig mulighed for at vandre på Djursland. Der er adskillige fine ruter i nationalparken, men også Djurslandstien, der går langs Djursland kyst er spændende at besøge. Friluftsrådet har skabt vandre- og cykelstier kaldet Kløverstier. Du kan på Friluftsrådets hjemmeside finde kort over ruter tæt på dig. Ruterne har et fælles udgangspunkt, men har forskellige længder. Du kan gå og cykle på alle Kløverstierne. På Djursland er der 4 Kløverstier.
Der er aldrig langt til havet på Djursland, og derfor er der heller aldrig langt til de steder, hvor du kan fange fisk. Det bedste fiskevand på Djursland ligger på østkysten ud mod Kattegat, men det er muligt at fange fisk hele halvøen rundt. Du kan også prøve at kigge på Fishmanias hjemmeside.
Strandene og vandet er et kæmpe aktiv for Djursland, og her er rig mulighed for at boltre sig, uanset om du er til kajak, surf eller anden sejlsport. Du kan også nøjes med at lege i strandkanten og pjaske i det gode badevand.
Er golfkøllerne med i feriebagagen er de flere gode golfbaner spredt ud over Djursland.
Der er nok at give sig til og besøge på Djursland og i den nærmeste omegn. Vil du se, hvordan overklassen levede i gamle dage, er det oplagt at kigge forbi Gl. Estrup, Danmarks Herregårds Museum. Lige ved siden af ligger Det Grønne Museum, der fortæller om jagt, skov, landbrug og mad.
Er du glad for levende dyr, er der en del dyreparker at vælge mellem på Djursland: Munkholm Zoo, Ree Park Safari, Skandinavisk Dyrepark, og Kattegatcentret, hvis dyrene skal være våde.
En af landets bedste og mest populære forlystelsesparker, Djurs Sommerland, ligger lige om hjørnet nærmest uanset hvor på halvøen, du er i sommerhus.
I Randers Regnskov kommer du helt ind i junglen, hvor du kan se krokodiller, sommerfugle, slanger og mange andre jungledyr.
Djursland ligger tæt på den jyske hovedstad Aarhus, der bugner af tilbud. Udover byen i sig selv er her attraktioner som Den Gamle By, ARoS, Tivoli Friheden og Moesgaard Museum.
Begtrup Vig, Boeslum Strand, Bønnerup Strand, Dejret, Dragsmur, Dråby, Ebdrup, Ebeltoft, Egsmark Strand, Elsegårde Strand, Femmøller Strand, Fjellerup Strand, Fuglslev, Fuglsø, Følle Strand, Gjerrild, Gl. Løgten Strand, Grenå Strand, Handrup Strand, Havndal, Helgenæs, Knebel, Lyngsbæk Strand, Lystrup, Løvenholm, Nimtofte, Risskov, Selkær, Skovgårde, Skæring, Skødshoved, St. Sjørup, Sødring, Thorsager, Udbyhøj, Vibæk Strand, Vrinners