Selkær er et natur- og skovområde tæt ved Glesborg på det nordlige Djursland. Sommerhusområdet ligger i grønne områder tæt ved indkøbsmuligheder, attraktioner og gode strande. Lidt mod nord ligger den hyggelige ferieby Bønnerup, hvor der altid er liv på havnen. Djurslands største by, Grenaa, ligger også tæt på med sine historiske bygninger og gode shoppingmuligheder. Det er også i Grenaa, at Kattegatcentret med det store hajbassin ligger.
Nord for Selkær ved Kattegatkysten ligger to gode badestrande. Både Bønnerup Strand og Gjerrild Nordstrand er børnevenlige sandstrande med lavt vand. Der er badebroer flere steder ved begge strande. Der er også mulighed for at køre til Kolind lidt mod syd, hvor der er et friluftsbad med to opvarmede pools.
Naturen omkring Selkær er præget af skov og har et rigt dyreliv. Især egern er her mange af. Lidt syd for Selkær ligger Kolindsund, der frem til 1874 var Jyllands største sø. Den blev afvandet, og i dag sørger pumper og diger for, at den gamle søbund er fri for vand, mens kanaler bringer vandet ud til kysten ved Grenaa. Området har udviklet sig til et rigtig godt sted at fange fisk. Også ved Gjerrild Klint er der rigtig gode muligheder fange fisk fra kysten.
Et andet specielt sted er Karlby og Sangstrup Klinter ved Kattegatkysten mod øst. Det er et par spektakulære klinter, hvor man – hvis man er heldig - kan find fossiler på stranden. Der er heller ikke langt til den spændende og afvekslende natur i Nationalpark Mols Bjerge.
Der er kun fire kilometer til Rimsø, hvor Danmarks ældste præstegård ligger lige ved siden af kirken. Den stråtækte præstegård, der blev bygget i 1593, er stadig i brug.
Et par af de smukke herregårde på Djursland ligger tæt på. Det er Meilgaard Gods, der ligger lidt mod nord mellem Fjellerup og Bønnerup, og Sostrup Slot, der ligger ved landsbyen Gjerrild mod øst.
I Grenaa er Museum Østjylland et besøg værd. Udover at ligge i en smuk gammel gul bindingsværkskøbmandsgård, har museet en god samling, der fortæller historien om Norddjursland.
Ebeltoft, der ligger længere mod syd, er en af landets smukkeste byer og en de mest populære feriebyer med fine shoppingmuligheder, cafeer og spisesteder. Det er også i Ebeltoft, at Fregatten Jylland ligger ved kaj.
Går interessen i retning af vilde dyr, er der flere tilbud på Djursland. Kattegatcentret i Grenaa tager sig af livet i havet, mens man kan møde landdyr i Skandinavisk Dyrepark, i Munkholm Zoo og i Ree Park Safari.
Der er ikke langt fra Selkær til Djurs Sommerland, der er Nordens største sommerland, og den bedst besøgte attraktion i hele Aarhus-området.
På herregården Gl. Estrup kan man få et indblik i, hvordan herskabet og tjenestefolkene levede i gamle dage.
Ved den gamle station i Allingåbro holder “Djursland for fuld Damp” til, og her er det muligt at leje en skinnecykel, så man kan køre en tur på den gamle jernbanestrækning mellem Allingåbro og Romalt.
Randers mod vest har sin egen regnskov og Randers Kunstmuseum, hvor byens berømte kunstner Sven Dalsgaard udstiller. Museet har også værker af Vilhelm Hammershøi og Wilhelm Freddie.
Den jyske hovedstad, Aarhus, er også et oplagt mål for en udflugt. Verdens mindste storby, som den kalder sig selv, har alt hvad der hører sig til i en stor by.
Forlystelsesparken Djurs Sommerland ligger i Nimtofte på Djursland. Det er den fjerdestørste forlystelsespark i Danmark efter Tivoli i København, Bakken og Legoland. Djurs Sommerland er opdelt i 10 temalande, det har et stor Vandland og over 60 forlystelser til gæsterne.
Ombord på Fregatten Jylland i Ebeltoft, kan man lære om livet ombord på et gammelt krigsskib. De forskellige dæk på fregatten fortæller om en tidsperiode i skibets historie.
Fregatten var med i 2. Slesvigske Krig i 1864. Under slaget ved Helgoland jog skibet dele af den preussiske og østrigske flåde på flugt, men det ændrede ikke udfaldet af krigen.
Glasmuseet Ebeltoft er det største museum i Danmark for moderne glaskunst. Museet ligger i den tidligere Toldbygning i Ebeltoft og råder over en stor samling af international glaskunst. I museets have ligger Glashytten, hvor der arbejder professionelle glaspustere.
Kattegatcentret ligger på havnen i Grenaa lige ud til Kattegat. Kattegatcentret har over 200 forskellige dyrearter - blandt andet hajer, fisk og sæler. Centret har et stort hajbassin, som man kan spadsere på bunden af via en hajtunnel af kraftigt glas.
Kunstmuseet ARoS i Aarhus er med sine 20.700 kvadratmeter of 10 etager et af de største kunstmuseer i Nordeuropa. Hvert år besøger omkring 1 million gæster museet, hvilket gør det til bedst besøgte kunstmuseum i Skandinavien. På taget af ARoS finder man det spektakulære kunstværk “Your rainbow panorama” af Olafur Eliasson, der giver gæsterne en fantastisk og farverig udsigt over Aarhus.
I udkanten af midtbyen i Aarhus ligger Tivoli Friheden, der er en forlystelsespark med noget for hele familien. Sommeren over arrangerer Tivoli Friheden fredag aften koncerter med aktuelle musikere.
Den Gamle By ligger i Aarhus midtby og består af bygninger fra hele Danmark, der møjsommeligt er blevet pillet ned og bygget op igen. I dag består byen af 80 historiske huse, der stammer fra 25 byer i Danmark. Byen blev grundlagt i 1909 som et frilandsmuseum for købstædernes kulturhistorie.
Moesgaard et museum for arkæologi og etnografi i den sydlige del af Aarhus. Museet formidler og forsker i menneskelivets mangfoldighed. Det sker i et meget tæt samarbejde med Aarhus Universitet. Museet liger i et naturskønt område, og i 2014 åbnede museet en ny og meget flot udstillingsbygning, der har et stort græsklædt tag, som man kan færdes på.
Randers Regnskov er en tropisk, overdækket zoologisk have lige ned til Gudenåen i Randers. I Randers Regnskov er der mere end 200 forskellige dyr under de to kupler og omkring 75 forskellige arter i Saltvandsakvariet.