Sommerhuse i Udbyhøj

Sommerhus i Udbyhøj


Udbyhøj er et hyggeligt fiskerleje, som med landets mindste bilfærge forbinder Djursland med Nordjylland. Året rundt fragter den lille færge lokale og turister over Randers Fjord på få minutter. Udbyhøj har både en fiskerihavn nord for og en lystbådehavn syd for fjorden. Der er mulighed for indkøb af dagligvarer i nærliggende Råby, og der findes i området gode aktivitetsmuligheder. Bl.a. er egnen og kysten ved Udbyhøj populær blandt lystfiskere.

Strande og natur ved Udbyhøj

Syd for Udbyhøj finder I langs kysten flere dejlige og børnevenlige sandstrande. De fleste af strandene har fint sand, lavt vand samt sandbund. St. Sjørup og Lystrup Strand er nogle af de bedste Kattegatstrande i området.
Nord for fjorden, i Sødring Vildtreservat, kan I opleve et 38 ha stort vadehavsområde med et utroligt rigt og spændende fugleliv. Længere nordpå, ved Mariager Fjord, kan I vandre i store strandenge og frodige skovområder. Langs fjorden er der mulighed for at følge anlagte stier enten til fods eller på cykel. Rold Skov byder på 15.000 tdr. land med kuperet terræn, skovsøer og kilder, afvekslende skov, rigt dyreliv og mange vandreruter.

Aktiviteter nær Udbyhøj

Norddjursland Golfbane er en middelsvær bane, som ligger i et let kuperet terræn. Banen egner sig både for begyndere og øvede golfspillere. Andre baner findes ved Kalø og Grenå. For lystfiskere er der gode mulighed for fangst i både fjord og hav. I kan f.eks. fiske fra molen ved Udbyhøj Syd, fra stranden ved St. Sjørup eller på havet. Det er muligt at leje båd i området. De gode strømforhold i Randers Fjord giver optimale fiskemuligheder. Oplev området og naturen på cykel eller nyd lange vandreture langs kysten.

Udbyhøjs attraktioner

Ved Udbyhøj findes et historisk skanseanlæg fra Englandskrigen i begyndelsen af 1800-tallet. Hos Naturcenter Randers Fjord ved Voer Færgested, ca. 10 km fra Udbyhøj, får I en masse at vide om livet i og omkring Randers Fjord - og deltager selv i aktiviteterne. Hamlets Grav ligger på vejen mod Randers, ca. 20 km fra Udbyhøj. Mod sydøst kan I opleve Djurslands idylliske naturlandskab og se nogle af de mange herregårde og slotte. Besøg f.eks. den smukke herregård Gl. Estrup, som er omgivet af voldgrave og en smuk barokhave. Herregården er åben for besøgende og huser i dag Jyllands Herregårdsmuseum samt Dansk Landbrugsmuseum, som illustrerer kontrasten mellem adel- og landsbyliv gennem flere århundreder (23 km).

Udflugtsmål i området

Randers Regnskov ligger ca. 35 km fra Udbyhøj. Her kan I opleve junglestier, klipper, krokodiller og vandfald. Randers Regnskov lever op til sit navn. Rosenholm Slot ligger lige nord for Hornslet, og her er det muligt at få en rundvisning samt at besøge den smukke slotshave (43 km).
I Skandinavisk Dyrepark ved Kolind kan I bl.a. opleve bjørnene i en 2,5 hektar stor bjørnepark fra en 250 m lang gangbro (44 km). I Kattegatcentret i Grenå venter der jer et imponerende syn. Følg de frygtindgydende hajer på nært hold bag en tyk glasrude (52 km). Djurs Sommerland er en sjov og spændende oplevelse for hele familien. Når entreen er betalt kan alle aktiviteter frit benyttes (61 km).
Vikingecentret Fyrkat ved Hobro omfatter det fredede voldsted Fyrkat samt rekonstruktioner af et borghus og en vikingegård med ni huse, opført kort før år 1000.