Sommerhuse i Havndal

Sommerhus ved Havndal – aktiv ferie nær Randers Fjord

Generelt

Sommerhusene ved Havndal ligger i et fredeligt ferieområde tæt på udmundingen af Randers Fjord. Det er midt i naturen, men samtidig tæt på hyggelige byer som Hadsund, Mariager og ikke mindst Randers. Der er indkøbsmuligheder i Havndal eller Råby. Ganske tæt på ligger også havnebyen Udbyhøj, der er en lille by, der er delt af Randers Fjord. På nordsiden af fjorden ligger Udbyhøj Strand og Udbyhøj Lystbådehavn. Nord- og sydsiden bliver bundet sammen af en kabelfærge.

Holder man af at fiske er der gode muligheder ved Randers Fjord, der har en kyststrækning på 28 kilometer og er en del af Gudenåsystemet. I udkanten af Havndal by ligger Udbyover Sø, hvor der er stier hele vejen rundt om.

Strandene og naturen

Ved selve sommerhusområdet er der ingen strand, men ved Udbyhøj ligger der en lille strand ved siden af lystbådehavnen. Det er også muligt at bade ved Sødring, der er et lavvandet fugleområde. Et godt stykke ude i vandet ved nogle revler er der udmærkede badeforhold. Ellers kan man benytte den glimrende Øster Hurup Strand et stykke oppe ad Kattegatkysten.

Betydelige landindvindinger med diger, kanaler og pumpestationer præger kystlandet syd for Mariager Fjord. Med undtagelse af strandengene ud for Sødringholm Skov hvor der er bevaret en rest af de strandenge, som tidligere lå hele vejen langs kysten mellem Mariager Fjord og Randers Fjord.

Udflugter

Lystbådehavnen i Udbyhøj er et godt sted at tilbringe en dag. Havnen har en grejbase, hvor man kan låne udstyr som fiskenet, krabbefangere, kikkerter og stereolupper.

Den gamle købstad Randers er et oplagt mål for en udflugt. Her ligger Danmarks ældste gågade med brosten og smukke bindingsværkshuse. Byen har mange specialbutikker og et levende kulturliv. Randers har også sin egen regnskov og Randers Kunstmuseum, hvor byens berømte kunstner Sven Dalsgaard udstiller. Museet har også værker af Vilhelm Hammershøi og Wilhelm Freddie. 

Går interessen i retning af vilde dyr, er der flere tilbud på Djursland. Kattegatcentret i Grenaa tager sig af livet i havet, mens man kan møde landdyr i Skandinavisk Dyrepark, i Munkholm Zoo og i Ree Park Safari.

Der er heller ikke langt fra til Djurs Sommerland, som er Nordens største sommerland, og den bedst besøgte attraktion i hele Aarhus-området.  

På herregården Gl. Estrup kan man få et indblik i, hvordan herskabet og tjenestefolkene levede i gamle dage.  

Ved den gamle station i Allingåbro holder “Djursland for fuld Damp” til, og her er det muligt at leje en skinnecykel, så man kan køre en tur på den gamle jernbanestrækning mellem Allingåbro og Romalt. 

Attraktioner

Djurs Sommerland

Forlystelsesparken Djurs Sommerland ligger i Nimtofte på Djursland. Det er den fjerdestørste forlystelsespark i Danmark efter Tivoli i København, Bakken og Legoland. Djurs Sommerland er opdelt i 10 temalande, det har et stor Vandland og over 60 forlystelser til gæsterne.

Fregatten Jylland

Ombord på Fregatten Jylland i Ebeltoft, kan man lære om livet ombord på et gammelt krigsskib. De forskellige dæk på fregatten fortæller om en tidsperiode i skibets historie.

Fregatten var med i 2. Slesvigske Krig i 1864. Under slaget ved Helgoland jog skibet dele af den preussiske og østrigske flåde på flugt, men det ændrede ikke udfaldet af krigen.

Glasmuseet Ebeltoft

Glasmuseet Ebeltoft er det største museum i Danmark for moderne glaskunst. Museet ligger i den tidligere Toldbygning i Ebeltoft og råder over en stor samling af international glaskunst. I museets have ligger Glashytten, hvor der arbejder professionelle glaspustere.

Kattegatcentret

Kattegatcentret ligger på havnen i Grenaa lige ud til Kattegat. Kattegatcentret har over 200 forskellige dyrearter - blandt andet hajer, fisk og sæler. Centret har et stort hajbassin, som man kan spadsere på bunden af via en hajtunnel af kraftigt glas.

ARoS Aarhus

Kunstmuseet ARoS i Aarhus er med sine 20.700 kvadratmeter of 10 etager et af de største kunstmuseer i Nordeuropa. Hvert år besøger omkring 1 million gæster museet, hvilket gør det til bedst besøgte kunstmuseum i Skandinavien. På taget af ARoS finder man det spektakulære kunstværk “Your rainbow panorama” af Olafur Eliasson, der giver gæsterne en fantastisk og farverig udsigt over Aarhus.

Tivoli Friheden

I udkanten af midtbyen i Aarhus ligger Tivoli Friheden, der er en forlystelsespark med noget for hele familien. Sommeren over arrangerer Tivoli Friheden fredag aften koncerter med aktuelle musikere.

Den Gamle By i Aarhus

Den Gamle By ligger i Aarhus midtby og består af bygninger fra hele Danmark, der møjsommeligt er blevet pillet ned og bygget op igen. I dag består byen af 80 historiske huse, der stammer fra 25 byer i Danmark. Byen blev grundlagt i 1909 som et frilandsmuseum for købstædernes kulturhistorie.

Moesgaard Museum

Moesgaard et museum for arkæologi og etnografi i den sydlige del af Aarhus. Museet formidler og forsker i menneskelivets mangfoldighed. Det sker i et meget tæt samarbejde med Aarhus Universitet. Museet liger i et naturskønt område, og i 2014 åbnede museet en ny og meget flot udstillingsbygning, der har et stort græsklædt tag, som man kan færdes på.

Randers Regnskov

Randers Regnskov er en tropisk, overdækket zoologisk have lige ned til Gudenåen i Randers. I Randers Regnskov er der mere end 200 forskellige dyr under de to kupler og omkring 75 forskellige arter i Saltvandsakvariet.