Bornholm

Du kan opleve de store kontraster på Danmarks eneste klippeø - Bornholm.

Bornholm
  • Prisgaranti Prisgaranti
  • Personlig service Personlig service
  • Kvalitetssikret rengøring Kvalitetssikret rengøring
  • Tryghedspakke Tryghedspakke
  • Direkte aftale med husejer Direkte aftale med husejer
Populært på Bornholm

Historie

Bornholm er kontrasternes ø med de dramatiske klippekyster, stenbrud og vandfald mod nord, kilometervis af hvide sandstrande mod syd og store, smukke bøgeskove med skovsøer midt på øen. Der er en helt speciel atmosfære på Danmarks eneste klippeø med de idylliske, små fiskerlejer og byer, de karakteristiske røgerier, rundkirkerne og de mange attraktioner. Mange kunsthåndværkere har bopæl på øen, og flere steder er det muligt at besøge de lokale billedhuggere, glaspustere, keramikere og malere. Almindingen, øst for Rønne og nord for Åkirkeby, er landets femtestørste skov - en smuk og afvekslende skov, der ligger i et højland med bl.a. damme og småsøer. Her finder du også Rytterknægten, Bornholms højeste punkt (162 m). Ved Helligdomsklipperne mellem Gudhjem og Allinge fører trapper ned gennem en dyb kløft. Forrevne klippeformationer ude i vandet er med til at skabe dramatiske scenerier.

Bornholm 17 Bornholm People On Rocks By The Sea Medium

Kultur

Rundkirkerne er Bornholms vartegn. De karakteristiske, hvidkalkede kirker, som er over 800 år gamle, har tjent som forsvar, opbevaring af forråd og som kirkehuse. De 4 rundkirker er: Østerlars - den største og mest kendte,  Olsker - den højeste og mest elegante, Nylars - den bedst bevarede og med spændende kalkmalerier samt Nyker - den mindste og med kalkmalerier fra flere perioder. Hammershus er resterne af en imponerende gammel borg fra omkring 1250, der hæver sig på en stejl klippeknold på nordspidsen af Bornholm. Hammershus er Nordeuropas største borgruin.

Hammershus Bornholm Denmark ©Mette Johnsen Medium bornholm-rundkirke

Natur

Bornholm er helt anderledes end resten af Danmark. Og der er nok at se nærmere på. Alt for mange til, at de kan komme med her. Men gå ikke glip af disse fire perler.
Vang Granitbrud er et fabelagtigt sted. Under navnet "Nyt Liv i Vang Granitbrug" er det gamle granitbrud forvandlet til et natur- og oplevelsescentrum med stier, mountainbikruter, klatrevæg og shelters.
Bornholms største sprækkedal er Ekkodalen, der strækker sig over 2 km. Her er mange fine stier i området, og når du råber - Hvad drikker Møller, får du det forventede svar.
Opalsøen ved Sandvig er et uhyre smukt naturområde. Her var tidligere granitbrud, men da det blev forladt blev det store hul i granitten langsomt fyldt med vand. Der er mange vandreruter, der bringer dig forbi Opalsøen.
I Almindingen, Bornholms største skov, kan du - hvis du er heldig - få et glimt af den bisonflok, der trives strålende på øen midt i Østersøen. I 2012 blev 7 polske bisonokser sluppet løs i en 200 hektar stor indhegning, hvor de siden har sørget for at skoven og dens mange dyr trives endnu bedre.

Bornholm 12 Design Uden Navn (5)

Byer

I de hyggelige havnebyer, der ligger hele vejen rundt om Bornholm, oplever du en helt speciel ro og atmosfære. Her er små, gamle, men velholdte huse med stokroser samt hyggelige torve og havne, hvor du kan nyde nogle af de bornholmske specialiteter. Du bør ikke rejse fra Bornholm uden at have smagt 'Sol over Gudhjem'. Købstaden Rønne fra 1327 er Bornholms hovedstad. Dele af byen er fredet og bibeholdt i sin oprindelige form, så du kan stadig opleve charmerende kvarterer med bindingsværkshuse. I Rønne finder du også øens største havn. Blomsterbyen Åkirkeby er Bornholms 2. største handelsby, og på torvet, der er byens levende midtpunkt, er der sommeren igennem masser af liv og atmosfære. Her ligger også øens største kirke, som indeholder en berømt døbefont. Nexø er fiskeriets by med en moderne havn, hvor der både er fiskefartøjer og lystbåde. Byen har desuden en gammel bydel med smukke bindingsværkshuse, en historisk kirke samt flere gode museer.

Bornholm 18 Traditional Danish Dish Sol Over Gudhjem ©Richard Clark Medium

Aktiviteter

Den bornholmske kysts mangfoldighed giver et væld af muligheder for aktiviteter; lige fra badning, beachvolley, drageflyvning, solbadning og solnedgangsture til stensamleri, klippevandring, rappelling, fugleobservering og fiskeri. Har du lyst til at spille golf, byder øen på 3 golfbaner, alle med en smuk beliggenhed i hhv. Rø, Rønne og Dueodde. For lystfiskere er der mange muligheder ved kysten, i søer, åer og moser samt på havet. Fiskerbåde afgår fra flere af øens havne. Mange gode naturoplevelser venter langs de mange og lange cykelveje, hvoraf hovedparten er bilfrie. Der findes ligeledes mange vandreruter i den særprægede natur. F.eks. i Paradisbakkerne ved Nexø, som er et kuperet klippelandskab med et utal af vandrestier. Oplev sprækkedale, højlyngmoser, vandreblokke og særegen vegetation her.

Bornholm Couple Paddleboarding Medium Swimming Svaneke Bornholm Denmark ©Emily Wilson Photography Medium

Udflugtsmål

Bornholms Kunstmuseum finder du værker af kendte bornholmske malere samt temaudstillinger med kunst, design og kunsthåndværk. Oluf Høst Museum i Gudhjem er et kunstmuseum, hvor den store malers liv føres videre i hans eget hjem. NaturBornholm fortæller historien om Bornholms natur - lige fra udspringet i den glødende lava for næsten 2 mia. år siden. Bornholms Middelaldercenter er et historisk oplevelsescenter. Et levende middelaldermiljø med mennesker, dyr, huse, vandmøller og befæstet voldsted. Christiansøfarten  kan sejle jer fra Gudhjem til fæstningsøerne Christiansø og Frederiksø. Her bliver I bragt mere end 300 år tilbage i tiden. Hent Bornholms officielle rejseguide app- https://bornholm.info/app-bornholm/. Appen er gratis, og giver jer information om alle de oplevelser, der finder sted i jeres ferie på Bornholm.

Christiansoe Bornholm ©Stefan Asp Medium Bornholm Bike With Sign Smokehouse Medium