Dueodde er et familievenligt ferieområde på sydspidsen af Bornholm. Sommerhusene ligger i skovområdet bag stranden. Der er mange feriehuse i området, som er kendt for sin smukke natur, de ugenerte huse og ikke mindst den fantastiske strand. Der er gode indkøbsmuligheder i Snogebæk, der ligger 5 kilometer væk. Der er 10 kilometer til Bornholms næststørste by, Nexø, og 30 kilometer til den største, Rønne.
Østersøstranden ved Dueodde er pragtfuld, bred og kridhvid. Sandet er så fint, at det tidligere er blevet brugt i timeglas. Stranden strækker sig flere kilometer på begge siden af Bornholms sydspids, hvor den er flere hundrede meter bred. Stranden er særdeles børnevenlig, da vandet kun langsomt bliver dybt. Der er mange revler i det lavt skrånende vand, som er rent og klart.
Naturen omkring Dueodde er præget af stranden, fyrreskov, kuperet terræn og klitter, der nogle steder når op i 15 meters højde. I klitterrænet er fugtige kær og strandsøer, og enkelte steder er der aktive flyvesandslandskaber. Vest for Dueodde ligger et plantageområde i det kuperede landskab.
Fra parkeringspladserne ved Fyrvej og Skrokkegårdsvej er der bygget over 500 meter lange træramper, der går gennem klitterne. På den måde er det nemmere at få barnevogne eller kørestole med ned til stranden.
Der er gode muligheder for at holde en aktiv ferie både ved Dueodde og i det hele taget på Bornholm. Der er talrige vandre-, cykel-, og rideruter på øen, der også kan tilbyde mere actionprægede naturaktiviteter som klatring, surfing, rapelling, kajakroning, mountainbiking og dykning. For lystfiskere er Bornholm også lidt af et paradis.
Tyskerne har efterladt resterne af to bunkere i Dueoddes fyrreskov. Her var det meningen, at der skulle placeres 17 meter lange kanoner, som kunne skyde 42 kilometer ud i Østersøen. Der skulle have været bygget fire kanonstillinger, men tyskerne nåede kun at bygge de to, som i en noget forfalden udgave stadig er at finde i skoven.
Dueodde Fyr, der blev støbt i jernbeton i 1962, er 47 meter højt. Fra toppen er der en fantastisk udsigt over Østersøen og over Bornholm.
På Bornholms nordspids står Nordeuropa største borgruin, og Bornholms bedst besøgte seværdighed, Hammershus. Det menes at borgen stod færdig slutningen af 1200-tallet, og i mange år var Hammershus det sted, hvor øens skiftende magthavere holdt til. Ved Hammershus er der et besøgscenter, hvor man får hele historien.
I århundreder var bornholmsk granit et af øens helt store eksportvarer. Opalsøen på Hammerknuden er et af de steder, hvor man tydeligt kan se, at her er der blevet hugget granit. I dag er det tidligere stenbrud forvandlet til et flot naturområde, hvor man blandt andet finder Danmarks længste tovbane. Der er også vandreruter, der går forbi søen og fra toppen er der en fantastisk udsig over hele området.
Moseløkken Stenbrudsmuseum på Hammerknuden er et af de få steder på Bornholm, hvor der indimellem brydes granit. Det var fra stenbruddet her, granitten til de berømte elefanter ved Carlsberg i København stammer. På museet kan man selv få lov at prøve at hugge granit og dermed få en fornemmelse af, hvordan det var at arbejde i stenbruddet i gamle dage. Området omkring stenbruddet er også populært blandt klatrere, der kan prøve sig af på de stejle klippevægge.
Rundkirkerne er Bornholms vartegn. Øen har fire af de syv rundkirker, der ligger i Danmark. De ligger i Østerlars, Olsker, Nylars og Nyker.
Bornholmertårnet på sydspidsen af Bornholm er et oplevelsescenter, hvor Forsvarets Efterretningstjeneste tidligere havde en lyttepost, der lyttede med på, hvad der foregik bag jerntæppet. I 1986 byggede man det store hvide tårn, hvor antenner og radar var installeret på toppen. Stedet lukkede ned i 2012 og blev siden ombygget til et oplevelsescenter. På toppen af Bornholmertårnet, der er 70 meter højt, finder man Bornholms bedste udsigt.
Blandt de populære attraktioner på Bornholm er Hammershus, der er Nordeuropas største borgruin. Udover selve ruinen og det nærliggende besøgscenter, er naturen omkring som skabt til vandreture.
Bornholm har også en forlystelsespark. Det er Brændesgårdshaven, der ligger tæt på Svaneke på den østlige del af øen. Det er en mindre og hyggelig forlystelsespark med vandland og zoo. Brændegårdshaven er Danmarks ældste legeland.
I Almindingen Skov kan man være så heldig at komme tæt på en europæisk bisonokse. Der går omkring 15 styk rundt i et indhegnet område af skoven, hvor de store dyr står for naturplejen.
Christansø er Nordens største søfæstning. Det er muligt at besøge de to hyggelige øer Christiansø og Frederiksø, der ligger omkring 20 kilometer nordøst for Bornholm, hvis man tager den lille færge fra Gudhjem. De to små øer er en del af ø-gruppen Ertholmene, der er ejet af den danske stat og hører under Forsvarsministeriet. Øerne er hjemsted for omkring 90 fastboende, mens der kigger godt 45.000 gæster forbi om året.
Beliggenheden af Bornholms Kunstmuseum er i sig selv forrygende. Det ligger lige ovenfor Helligdomsklipperne mellem de to østbornholmske byer Gudhjem og Tejn. Indenfor præsenteres kunst og kunsthåndværk med relation til Bornholm. Det er eksempelvis malerne Edvard Weie, Karl Isakson, Olaf Rude, Kræsten Iversen, Niels Lergaard og Oluf Høst.
NaturBornholm er et oplevelsescenter lige syd for Aakirkeby. Det er et aktivitetscenter, der gennem sine aktiviteter og udstillinger skal give oplevelser og samtidig øge interessen for og forståelsen af den bornholmske natur.
Bornholms Middelaldercenter mellem Østerlars og Gudhjem er et oplevelsescenter og frilandsmuseum med særligt fokus på middelalderen.