Sommerhuse i Allinge

Ferie i Allinge - en dejlig ferie i sommerhus

På nordspidsen af Bornholm ligger Allinge. Det er populært ferieområde, hvor der sandstrand og klipper, farverige huse, et røgeri og en hyggelig havn. Der er ikke langt til seværdighederne på resten af ferieøen Bornholm.

Generelt

Allinge er et livligt feriested, og i byens gamle gader er der fine shoppingmuligheder, gode restauranter og cafeer. Havnen i Allinge ligger som byens centrum omgivet af et spændende bymiljø. Det var i Allinge, at den bornholmske turisme for alvor tog fart omkring år 1900, hvor områdets herlighed blev opdaget af specielt tilrejsende tyskere Oprindeligt opstod Allinge som et fiskerleje, der tiltrak købmænd fra Hansestæderne. Allinge er vokset sammen med Sandvig lidt mod nord.

Allinge har Bornholms eneste gulkalkede kirke. I koret hænger en lysekrone, der angiveligt skulle stamme fra fæstningen Hammershus. Ved siden af kirkegården i Allinge ligger en russisk kirkegård, hvor 30 russere, der døde under besættelsen af Bornholm i 1945-46, ligger begravet.

Siden 2011 har Allinge midt i juni været vært for Folkemødet, der er et stort arrangement, hvor politikere og meningsdannere mødes med politisk interesserede ved en stribe debatmøder.

Stranden og naturen

Det er klipperne, der præger kysten på den nordlige del af Bornholm, men ved nabobyen Sandvig ligger en fin børnevenlig sandstrand, hvor vandet er lavt.

Naturen omkring Allinge er storslået og helt anderledes end i resten af Danmark. Det varierede landskab er en af de helt store attraktioner. Mod nord ligger naturområdet Hammerknuden eller bare Hammeren med klippekyster, sprækkedale, vandfald og klippehuler. På Hammerknuden ligger attraktioner som Hammeren Fyr, Opalsøen, Hammersøen, Hammerodde Fyr, Hammerhavnen og ikke mindst Hammershus.

Midt på Bornholm ligger den store skov Almindingen. Her er der afmærkede stier gennem skoven, hvor det i dele af området er udsatte europæiske bisonokser, der står for naturplejen. Bornholms højeste punkt, Rytterknægten, ligger i Almindingen, hvor den troner med sine 162 meter.

Udflugter

I århundreder var bornholmsk granit et af øens helt store eksportvarer. Opalsøen på Hammerknuden er et af de steder, hvor man tydeligt kan se, at her er der blevet hugget granit. I dag er det tidligere stenbrud forvandlet til et flot naturområde, hvor man blandt andet finder Danmarks længste tovbane. Der er også vandreruter, der går forbi søen og fra toppen er der en fantastisk udsig over hele området.

På Bornholms nordspids står Nordeuropa største borgruin, og Bornholms bedst besøgte seværdighed, Hammershus. Det menes at borgen stod færdig slutningen af 1200-tallet, og i mange år var Hammershus det sted, hvor øens skiftende magthavere holdt til. I 1743 blev stedet opgivet af magthaverne, og bornholmerne kunne frit hente sten fra den gamle borg, hvilket de gjorde. Derfor blev der mindre og mindre borg tilbage, indtil ruinerne blev fredet i 1882. Ved Hammershus er der et besøgscenter, hvor man får hele historien.

Moseløkken Stenbrudsmuseum på Hammerknuden er et af de få steder på Bornholm, hvor der indimellem brydes granit. Det var fra stenbruddet her, granitten til de berømte elefanter ved Carlsberg i København stammer. På museet kan man selv få lov at prøve at hugge granit og dermed få en fornemmelse af, hvordan det var at arbejde i stenbruddet i gamle dage. Området omkring stenbruddet er også populært blandt klatrere, der kan prøve sig af på de stejle klippevægge.

Rundkirkerne er Bornholms vartegn. Øen har fire af de syv rundkirker, der ligger i Danmark. De ligger i Østerlars, Olsker, Nylars og Nyker.

Attraktioner

Hammershus

Blandt de populære attraktioner på Bornholm er Hammershus, der er Nordeuropas største borgruin. Udover selve ruinen og det nærliggende besøgscenter, er naturen omkring som skabt til vandreture.

Brændegårdshaven

Bornholm har også en forlystelsespark. Det er Brændesgårdshaven, der ligger tæt på Svaneke på den østlige del af øen. Det er en mindre og hyggelig forlystelsespark med vandland og zoo. Brændegårdshaven er Danmarks ældste legeland.

Almindingen Skov

I Almindingen Skov kan man være så heldig at komme tæt på en europæisk bisonokse. Der går omkring 15 styk rundt i et indhegnet område af skoven, hvor de store dyr står for naturplejen.

Christiansø

Christansø er Nordens største søfæstning. Det er muligt at besøge de to hyggelige øer Christiansø og Frederiksø, der ligger omkring 20 kilometer nordøst for Bornholm, hvis man tager den lille færge fra Gudhjem. De to små øer er en del af ø-gruppen Ertholmene, der er ejet af den danske stat og hører under Forsvarsministeriet. Øerne er hjemsted for omkring 90 fastboende, mens der kigger godt 45.000 gæster forbi om året.

Bornholmertårnet

Bornholmertårnet på sydspidsen af Bornholm er et oplevelsescenter, hvor Forsvarets Efterretningstjeneste tidligere havde en lyttepost, der lyttede med på, hvad der foregik bag jerntæppet. I 1986 byggede man det store hvide tårn, hvor antenner og radar var installeret på toppen. Stedet lukkede ned i 2012 og blev siden ombygget til et oplevelsescenter. På toppen af Bornholmertårnet, der er 70 meter højt, finder man Bornholms bedste udsigt.

Bornholms Kunstmuseum

Beliggenheden af Bornholms Kunstmuseum er i sig selv forrygende. Det ligger lige ovenfor Helligdomsklipperne mellem de to østbornholmske byer Gudhjem og Tejn. Indenfor præsenteres kunst og kunsthåndværk med relation til Bornholm. Det er eksempelvis malerne Edvard Weie, Karl Isakson, Olaf Rude, Kræsten Iversen, Niels Lergaard og Oluf Høst.

NaturBornholm

NaturBornholm er et oplevelsescenter lige syd for Aakirkeby. Det er et aktivitetscenter, der gennem sine aktiviteter og udstillinger skal give oplevelser og samtidig øge interessen for og forståelsen af den bornholmske natur.

Bornholms Middelaldercenter

Bornholms Middelaldercenter mellem Østerlars og Gudhjem er et oplevelsescenter og frilandsmuseum med særligt fokus på middelalderen.