Sommerhuse i Råbylille Strand
Destination

Råbylille Strand

Råbylille Strand

Sommerhusudlejning i Råbylille Strand - en dejlig ferie i sommerhus


Sommerhus i Råbylille Strand, Lolland, Falster og Møn, Danmark udlejes her!

Hyggeligt, grønt sommerhusområde med naturstrand på Møns sydkyst.

Generel

Råbylille Strand er et familievenligt og hyggeligt sommerhusområde på sydkysten af Møn, kun 9 km fra middelalderbyen Stege - Møns største by, og 13 km fra den spektakulære Møns Klint. Området er grønt og frodigt med bevoksning helt ned til den gode naturstrand med høfder. Her kan I slappe af, nyde naturen, bade og fiske fra stranden eller tage på udflugter til de nærliggende byer og seværdigheder. Møn er forbundet med både Sjælland og Falster via broer, og er derfor let tilgængelig. Færgeruterne til Tyskland og Sverige ligger også kun omkring en times kørsel væk.

Strande

Ved Råbylille finder I små, skønne sandstrande og strækninger med sten. Sandstranden har lavt vand og er velegnet til badning, strandaktiviteter, afslapning og kystfiskeri. Flere steder langs stranden kan I nyde solnedgangen fra en bænk. Møn har flere pæne og rene strande. Besøg eventuelt også Ulvshale Strand, 7 km nord for Stege, som er blevet kåret som en af Europas bedste badestrande. Stranden er en bred, hvid sandstrand med lavt vand og klitter. Ved flere af Møns strande finder sejlere og windsurfere også gode betingelser.

Natur

Dette område af Møn er meget grønt og den frodige bevoksning i Råbylille Strand strækker sig helt ned til stranden. Den berømte Møns Klint med de 128 meter høje kridtklinter er et af de mest kendte og besøgte naturområder i Danmark. De imponerende, hvide klinter rejser sig direkte op ad havet og er et fantastisk syn fra både stranden og stien langs klinten. Ved Møns Klint vokser den gamle bøgeskov Klinteskoven - helt ud til skrænten. Her kan I finde smukke orkideer, som ikke vokser andre steder i Danmark (13 km). Ved Ulvshale finder I også smuk natur med skov, hede, strandeng, fuglereservater og skøn, børnevenlig badestrand (17 km). Øen Nyord ved Ulvshale er en vigtig yngle- og rasteplads for vandfugle.

Aktiviteter

Lystfiskere har gode betingelser muligheder langs Møns varierede kyststrækninger. Ved Råbylille Strand er vandet lavt og fiskene befinder sig ofte tæt på land. I kan også tage på havfiskeri fra Klintholm Havn (11 km mod øst) eller besøge en Put & Take fiskesø. Golfspillere kan afprøve Møn Golfklubs åbne og kuperede 18-hullers par 72 bane, som er smukt beliggende ned til Stege Nor. Windsurfere og lystsejlere kan nyde godt af vindene i Stege Bugt. På grund af sin overkommelige størrelse er øen ideel til cykel-, ride- og vandreture.

Attraktioner

Møn er rig på kunstnere og kunsthåndværker og I kan besøge deres værksteder og udstillinger overalt på øen. Her findes også mange grave fra oldtiden i form af stendysser, jættestuer og bronzealderhøje. Middelalderbyen Stege er en stemningsfuld og historisk by. Se de gamle købmandsgårde, gaderne, torvene og byens voldanlæg, som stammer fra middelalderen. Byen indeholder også museer som Møns Museum Empiregården og Stege Borg (9 km).

Udflugtsmål

Den nærliggende Klintholm Havn er en stemningsfuld fiskerihavn med røgeri og fiskerestaurant, og herfra kan I tage på sejltur til Møns Klint (11 km). Ved Møns Klint ligger oplevelsescentret GeoCenter Møns Klint. Her kan I se interaktive udstillinger og film eller tage med på ekspedition i naturen. Prøv også den 267 meter lange boardwalk af træ, som fører jer ud til flere udsigtspunkter (13 km). Besøg også det idylliske lystslot Liselund, som er Danmarks eneste stråtækte slot. Slottet er omgivet af en romantisk park og ligger tæt ved Møns Klint (13 km).