Destination

Sommerhus på Møn eller Bogø

Ferien på Møn byder på klar stjernehimmel, en anderledes natur, historiske byer og gode badestrande

Sommerhus på Møn eller Bogø
Sommerhuse på Møn og Bogø

Generelt

Naturen på Møn er aldeles enestående. Øens største attraktion er de imponerende og smukke klinter ved Møns Klint, der rejser sig 128 meter over det turkisgrønne hav. Fra toppen af klinterne er der adgang ned til de smalle strande via nogle meget lange trapper.

Naturskønne Bogø vest for Møn er via en dæmning forbundet med både Møn og Farø. Bogø by med omkring 1000 indbyggere er den eneste by på den lille ø.

Møn og den nærliggende lille ø, Nyord, blev som de første steder i Norden udnævnt til “Dark Sky Park”. Det betyder, at områderne er beskyttet mod lokal lysforurening, og derfor er der herfra et klart udsyn til nattens stjernehimmel.

Den største by på Møn er Stege, som er en af Danmarks ældste købstæder. Byen ligger på den nordlige del af øen, ikke langt fra broen til Sjælland, og den har lidt af det hele: En charmerende bymidte, en hyggelig havn, lokale markeder og gode spisesteder.

Et af tid steder, man kan fornemme historien i Stege, er ved Mølleporten, der er den ene af blot to byporte fra middelalderen i Danmark, den anden står i Faaborg. Man mener, at porten blev opført omkring år 1400.

Fra Møn er der ikke ret langt til Sydsjælland mod nord eller til Falster og Lolland mod vest. Her ligger der nogle lidt større og gode shoppingbyer som Vordingborg, Næstved og Nykøbing Falster. Fra Gedser på Falster er der færgeforbindelse til Rostock i Tyskland.

Har man planer om en aktiv ferie, er mulighederne gode på Møn og på Bogø. Langs strandene er der særdeles gode fiskemuligheder, og på vandet er der gode forhold for windsurfere og havkajakroere. På øen er der cykelstier, afmærkede vandreruter, mountainbikeruter og ridestier. Er man til golf har Møns Golfklub både en 18 huls og 9 huls bane.

Strandene og naturen

Strandene på Møn er generelt børnevenlige.  På Bogø er der ikke nogen egentlig strand, men det er muligt at bade fra badebroen Skåninge Bro, på øens nordkyst.

Stranden ved Stege Bugt er en børnevenlig badestrand med lavt vand.

Ulvshale Strand på nordkysten er tidligere blevet kåret som en af Europas bedste badestrande.

Stranden ved Råbylille på sydkysten af Møn er en dejlig sandstrand, der har strækninger med sten. Vandet er lavt og børnevenligt.

Hårbølle Strand på den vestlige del af Møn er en hvid og børnevenlig sandstrand.

Udflugter

Møn har sin egen udgave af den spanske pilgrimsrute Caminoen, som på Møn hedder Camønoen. Hele Camønoen strækker sig over 175 kilometer, men man kan også nøjes med at tage mindre bidder af den afmærkede vandreruter.

Møns Klint er ikke til at komme udenom. Og helt tæt ved klinterne ligger nogle store og smukke områder med skov.

Tæt ved Møns Klint ligger Liselund Slot, der er verdens eneste stråtækte slot.

En anderledes skov er Ulvshaleskoven på det nordlige Møn. Her vokser træerne langsomt, da jorden både er mager og stenet. En stor del af træerne er krogede og skæve, da de har svært ved at vokse i den dårlige jord.

Det højeste punkt på Møn er Aborrebjerget, der ligger ved naturområdet Jydelejet. Aborrebjerget stikker 143 meter til vejrs, og fra toppen er der en forrygende udsigt.

Møn har nogle af landets bedst bevarede stendysser og jættestuer. Grønjægerhøj er en 102 m lang og 10 m bred høj langdysse med 124 randsten.

Kong Asgers Høj ligger nordvest for landsbyen Sprove, og har et gravkammer, der er 10 m langt og over 2 m bredt. Det menes, at det er den største Jættestue på Møn, og samtidig er det en af de fineste i Danmark. Klekkendehøj, der ligger syd for Røddinge er Møns eneste dobbelte jættestue.  Den blev udgravet i 1700-tallet som en af de første udgravninger i Danmark.

Attraktioner

Knuthenborg Safaripark

På det nordlige Lolland ligger Knuthenborg Safaripark, der er Nordeuropas største safaripark med over 1000 vilde dyr i deres naturlige miljøer. Her er også nogle af verdens bedste skeletter af dinosaurer.

Krokodille Zoo

Ved Eskilstrup på Falster ligger Krokodille Zoo, der mere end 20 forskellige krokodille- og alligatorarter. Dermed har den zoologiske have den største samling i Europa. Krokodille Zoo har også en del andre krybdyr som slanger og skildpadder.

Middelaldercentret

Lidt udenfor Nykøbing Falster ligger Middelaldercentret, der er frilandsmuseum samt et oplevelses- og forsøgscenter, hvor den danske middelalder er i centrum. På centret er opbygget en dansk middelalderby, som den så ud omkring år 1400. Centret råder også over et udvalg af datidens våben.

GeoCenter Møns Klint

Ved Møns Klint ligger GeoCenter Møns Klint, der er et oplevelsescenter, som fortæller om Danmarks fødsel, og hvad der skete på klinten. Udstillingen er gravet ned i selve klinten og er opbygget som en tidsrejse, der strækker sig over 70 millioner år.

Danmarks Borgcenter

Midt i Vordingborg ligger Danmarks Borgcenter, der fortæller historien om Danmarks cirka 2000 borge og voldsteder. Museet ligger på Vordingborgs Slotsterræn, der er landets største borgruin.

BonBon Land

Forlystelsesparken BonBon Land ligger ved Holme Olstrup nær Næstved. Forlystelsesparken har omkring 60 forlystelser til både børn og voksne.

Holmegaard Værk

Det gamle Holmegaard Glasværk har slået dørene op til en verden af design, håndværk og historie. Det tidligere glasværk er i dag en del af Museum Sydøstdanmark. Der er seks faste udstillinger og to skiftende særudstillinger på Holmegaard Værk.

Skovtårnet ved Camp Adventure

Midt i Gisselfelds skove tæt ved Næstved står et smukt og specielt 45 meter højt tårn, hvorfra der er udsigt over træerne kroner.  På toppen af tårnet er man oppe i 140 meters højde over havet og på en klar dag, er der udsigt helt til København, som ligger mere end 50 kilometer væk.