Sommerhuse i Hvidbjerg

Sommerhus Hvidbjerg – sommerhus ved Vejle Fjord

Tæt på Vejle og Fredericia og tæt på stranden ligger det hyggelige ferieområde Hvidbjerg. Sommerhusene ligger på sydsiden af Vejle Fjord med Jyllands eneste østvendte sandklit, den 30 meter høje Hvidbjerg Klit, som et imponerende bagtæppe.

I sommerperioden er Hvidbjerg, der er vokset sammen med Høll Strand lige syd for, en livlig ferieby. Der er indkøbsmuligheder i området, men ellers ligger Børkop og Fredericia tæt på.

Fra Hvidbjerg er der nem adgang til de mange muligheder i trekantsområdet mellem Vejle, Kolding og Fredericia. Middelfart på Fyn er også indenfor rækkevidde.

For windsurfere, kajakroere og lystfiskere er Vejle Fjord et skønt sted med mange muligheder. Landskabet og naturen omkring Hvindbjerg indbyder til vandre- og cykelture.

Ønsker man at spille golf, ligger der flere golfbaner lige i nærheden. Den nærmeste er Kellers Park Golf Club, mens banerne i Vejle og Fredericia ligger omkring et kvarter væk i bil.

Hvidbjerg Strand og naturen

Sandstranden ved Hvidbjerg har roligt vand og er meget børnevenlig. Den er delt op i Hvidbjerg Klit mod nord og Fladstranden, som ligger ved Høll, mod syd.

Lige syd for Hvidberg ligger halvøen Trelde Næs, der er med i Danmarks Naturkanon, som en af landets 15 bedste naturperler. Trelde Næs har skov, strandeng, høje klinter – og en god badestrand.

De nederste 20 meter af den godt 30 meter høje Hvidbjerg Klint er inddelt i en række lag - nærmest som årringene i et træ. Hvert lag vidner om en voldsom storm for over 20 millioner år siden, hvor store mængder sand er blevet aflejret. De øverste meter af klitten er aflejringer fra den sidste istid.

Udflugter nær Hvidbjerg

Ganske tæt på Hvidbjerg ligger Børkop Vandmølle, som også huser en restaurant. Vandmøllen stammer fra det 16. århundrede, og den er stadig i stand til at male både mel og gryn. I den tidligere svinestald ligger Farbror Svends samling, der er et lille museum med landbrugsredskaber fra 1800-tallet.

I Brejning mod nordvest ligger Kellers Minde Museum, der fortæller en del af åndssvageforsorgens historie. Mange af de åndssvage var førhen anbragt på en af De Kellerske Anstalter, som havde deres hovedsæde i Brejning. Hovedbygning er i dag blevet til hotellet Comwell Kellers Park.

I Jelling lidt nordvest for Vejle, kan man se det, der kaldes Danmarks dåbsattest: Jelling Stenene. De to runesten er billeder på overgangen fra den hedenske vikingetid til den kristne tid.

Både Fredericia og Vejle er gode bud på en udflugt til en hyggelig by. Vejle ligger smukt i bunden af Vejle Fjord, hvor der på det gamle havneområde er bygget meget nyt og spændende. Blandt andet Fjordenhus, som den dansk-islandske kunstner Olafur Eliasson står bag.

I den historiske fæstningsby Fredericia ligger gaderne vinkelret på hinanden, og byen har Nordeuropas bedst bevarede voldanlæg fra 1600-tallet. Fredericia har også den hyggelige Madsby Parken, hvor der er god plads til og muligheder for leg. Begge byer har et godt shoppingmiljø, cafeer og restauranter.

Dyrehaven ved Hindsgavl Slot nær Middelbart er også en oplevelse. Hindsgavl-halvøen er i dag en naturpark på 165 hektar, hvor der går hundredvis af hjorte. Bestanden er stor nok til, at det er svært at undgå at møde adskillige af dem. Selve slottet Hindsgavl er en smuk bygning. Det fungerer i dag som hotel- og konferencecenter.

Attraktioner nær Hvidbjerg

Givskud Zoo

Givskud Zoo er både en safaripark og en zoologisk have. Der er omkring 55 dyrearter og samlet ca. 700 dyr i Givskud. I safariparken kører man rundt i sin egen bil eller med en safaribus og kommer helt tæt på dyr som giraffer, zebraer og løver. Givskud har også indrettet en dinosauerudstilling med over 50 dinosaurer i naturlig størrelse.

Legoland

Legoland ved Billund er den største danske turistattraktion udenfor København. Legoland er kendt for sit Miniland, hvor legoklodser er brugt til at bygge kopier af kendte steder. Derudover er det en stor forlystelsespark med over 50 forskellige forlystelser.

CLAY Keramikmuseum Danmark 

Keramikmuseet ved Middelfart er et af de førende museer for keramisk kunst, kunsthåndværk og design i Europa. Her kan man opleve alt fra særudstillinger med eksperimenterende samtidskeramik til historiske udstilling af porcelæn, fajance og stentøj.