Sommerhuse i Nørre Alslev
Destination

Nørre Alslev

Nørre Alslev

Sommerhusudlejning i Nørre Alslev - en dejlig ferie i sommerhus


Sommerhus i Nørre Alslev, Lolland, Falster og Møn, Danmark udlejes her!

Nørre Alslev på Falster er et ideelt ferieområde for lystfiskere, golfspillere og andre, som ønsker en hyggelig og fredfyldt ferie i dejlig natur.

Generel

Området omkring Nørre Alslev indbyder til ferie i rolige og naturskønne omgivelser. Nørre Alslev er Falsters næststørste by. Den ligger på den nordlige del af øen, og indeholder et stort svømmecenter, spisesteder samt flere dagligvare- og specialbutikker. Omkring Nørre Alslev finder I idylliske skovområder, marker, hyggelige kyststrækninger med små både samt ikke mindst fred og ro. Dette område er ideelt for lystfiskere, naturelskere og eventuelt golfspillere.

Strande

I kan bade i Gåbense Havnebad, 6 km nord for Nørre Alslev. Havnebadet ligger i forbindelse med den moderne Gåbense Lystbådehavn. Vanddybden er på mellem 2 og 3 meter - dog kun på 1-1½ meter inde ved klubhuset. Ønsker I at bade ved en lang, hvid sandstrand med klitter og børnevenlige bølger, kan I køre til Marielyst Strand, 31 km mod syd.

Natur

Naturen omkring Nørre Alslev er kendetegnet af marker, grønne områder og kyst. I kan blandt andet gå tur i de to dejlige skove Vålse Vesterskov og Resle Skov, som begge ligger helt ned til vandet. 7 km mod øst ligger fuglereservatet Barup Sø i en lang dal. En natursti fører jer til fugletårnet, hvorfra I kan se både sø- og mosefugle i rørskoven og på søen. Den lille, fredfyldte skov Halskov Vænge indeholder ikke mindre end 72 gravhøje og 6 dysser. Og tæt herved ligger Bavnehøj, der med sine 44 meters højde udgør Falsters højeste punkt. De smukke Corselitzeskove strækker sig over 16 km på det østlige Falster. Her kan I nyde den smukke bøgeskov, som går helt ned til vandet, finde sjældne orkidéer, se jættestuer og dysser samt nogle af skovens vilde dyr, hvis I er heldige.

Aktiviteter

Besøg den lokale svømmehal Nordfalster Svømmecenter i Nørre Alslev. Her finder I en dejlig svømmehal med faciliteter for alle aldre, samt en herlig wellness-afdeling med sauna, kurbad og tyrkisk bad. Lystfiskere kan nyde godt af de gode fiskemuligheder hele vejen langs Guldborgsundkysten. I kan også leje både i området og sejle ud med fiskestangen på egen hånd. Området byder også på flere Put & Take fiskesøer. Falster Golfklub ligger få kilometer syd for Nørre Alslev og her kan I spille på en meget smuk, 30 år gammel bane, der er omgivet af skov. De mange skov- og kystområder på Falster indbyder til cykel- og vandreture.

Attraktioner

Den gamle, charmerende købstad Stubbekøbing er smukt beliggende ved vandet. Her kan I nyde det livlige miljø i lystbådehavnen, hvorfra I også kan sejle til Bogø. Stubbekøbing byder på gamle torve, et par museer, gode butikker og flere spisesteder (10 km). Stubbekøbing Motorcykel- og Radiomuseum viser en enestående samling af gamle motorcykler samt udstyr som sjældne radioer, højtalere og fjernsyn. Hos Krokodille Zoo i Eskilstrup kan I opleve alle verdens 23 nulevende krokodillearter samt andre spændende dyr som træleoparder, varaner, leguaner, skildpadder og slanger (11 km).

Udflugtsmål

I Guldborgsund Zoo & Botanisk Have finder I flere end 90 dyrearter og et utal af planter, blomster og buske. Prøv en junglesafari i de grønne omgivelser, kom helt tæt på dyrene og leg på den store naturlegeplads (20 km). Middelaldercentret ved Sundby er et interessant frilandsmuseum med et autentisk 1300-tals miljø. Her kan I opleve en by med huse, værksteder, skibe og en kastemaskine. Hvert år afholdes spændende ridderturneringer samt et hyggeligt julemarked på stedet (23 km). I Knuthenborg Safaripark på Lolland kan I komme helt tæt på de vilde dyr, som lever i naturlige omgivelser. I kan bevæge jer rundt i parken i jeres egen bil, i bus, på cykel eller til fods og opleve Nordeuropas største safaripark (36 km).