Sommerhuse i Svendborg

Sommerhus i Svendborg - dejlig ferie ved det sydfynske øhav

Med et sommerhus nær Svendborg, er der fri adgang til strandene og naturen i det sydfynske og til livet inde i Svendborg, der også kaldes hovedstaden i det sydfynske øhav.

Generelt

Den næststørste by på Fyn, havne- og søfartsbyen Svendborg, har en lang historie at øse af. Byen blev grundlagt i 1200-tallet. Det sætter sit præg på byen, der har en gammel midtby med hyggelige gader, torve og gårdmiljøer. Men selvom Svendborg er gammel, er den ikke gået i stå. Der er et livligt miljø på havnen, spændende museer, teatre, cafeer og restauranter. Søfarten har altid præget byen, og gør det stadigvæk. Byen har værfter, hjemmehørende skibe og rederier. Svendborgs beliggenhed midt i det sydfynske ø-hav, gør byen til et naturligt udgangspunkt for at stikke til søs – hvad enten det er i en havkajak eller i en turbåd rund til af de små havne og anløbsbroer i området

Stranden og naturen

Christiansminde Strand er en børnevenlig sandstrand med badebro, der ligger øst for havnen i Svendborg. Der er mulighed for at spille bold og minigolf, ligesom der en legeplads.

Slotshagen Strand ligger på Tåsinge lige syd for Svendborg. Det er en børnevenlig sandstrand med lavt vand.

Rottefælden Skov ligger midt i Svendborg. Her finder man Danmarks største voldsted, Ørkild Voldsted, der er resterne af en stor borg, der blev bygget i 1100-1200-tallet, formentlig af kong Valdemar den Store. Borgen brændte i 1534 og har siden ligget øde hen. Bevoksningen på voldstedet holdes nede af får, så man stadig den dag i dag kan se resterne af forsvarsværket.

For de vandreglade er den ultimative naturoplevelse på Fyn Øhavsstien. Samlet er ruten på over 220 kilometer, men den er delt op i syv mindre delstrækninger, hvoraf den ene, der er på 20 kilometer, tager sin begyndelse i Svendborg. Ruten går fra Svendborgsundbroen i nord over Tåsinge og Siø til Rudkøbing i syd. På turen kommer man eksempelvis forbi den idylliske skipperby Troense og gennem kystskovene forbi Valdemars Slot.

Udflugter nær Svendborg

Et af de mest populære steder i Svendborg er byens naturhistoriske museum, Naturama, hvor man kan se en stor samling af udstoppede dyr. Dyrene stammer primært fra Arktis og Norden.  

Blot 20 kilometer nord for Svendborg ligger Egeskov Slot, der er den største turistattraktion på Fyn. Udover selve slottet og parken, er der på Egeskov en imponerende samling af veteranbiler, en udstilling om danskernes camping- og outdorliv, legepladser, labyrint og meget mere.

Svendborgsundbroen forbinder Svendborg med Tåsinge, som har en perlerække af udflugtsmål. Ambrosiusegen er et 400 år gammelt egetræ, der har en omkreds på 7 meter, mens det er 20 meter højt. Det var angiveligt har at digteren Ambrosius Stub, som var huspoet på Valdemars Slot, holdt af at sidde og skrive og læse.

Det nærliggende og meget smukke Valdemars Slot, der er et af landets største private slotsanlæg, er for tiden lukket for offentligheden.

Trækker fortiden har Tåsinge sin egen langdysse, Cape Høj, der er 36 meter lang, 7 meter bred og næsten halvanden meter høj. Højen er omkranset af 56 store randsten. Længere mod nord ligger den imponerende Ingers Høj, der er en af landets største gravhøje.  Romantiske sjæle kan besøge Sixtens Sparre og Elvira Madigans gravsted på Landet Kirkegård.

Attraktioner

Fjord&Bælt

Fjord&Bælt er en kombineret turistattraktion og forskningsinstitution ved Kerteminde. Her kan man komme helt tæt på den danske hval marsvinet, se på sæler, klappe fisk, ligesom der er masser af liv i akvarierne.

H. C. Andersens Hus

H.C. Andersen Hus i Odense viser nye sider af H.C. Andersens store forfatterskab. Det ambitiøse museum er tegnet af den japanske arkitekt Kengo Kuma. Museumsbyggeriet dækker 5.600 kvadratmeter og rummer et børnehus og et underjordisk museum. Det lille gule hjørnehus i Munkemøllestræde, H. C. Andersens fødehjem, er en del af det nye museum.

Odense Zoo

Odense ZOO er én af Fyns mest besøgte attraktioner. I haven kommer man tæt på dyrerene og kan opleve dem i afslappede omgivelser.
Haven er bygget op omkring en række miljøer, som er bygget, så de virker så naturlige som muligt. Zoo har omkring 130 forskellige arter. Blandt andet kan man i haven opleve noget så usædvanligt som søkøer.


Egeskov Slot

Egeskov Slot, der ligger midt på Fyn, er en af Nordeuropas fineste renæssancebygninger. I dag kan man komme helt tæt på slottet, der byder på en af Danmarks smukkeste haver, en stor legeplads og flere udstillinger – blandet andet en med veteranbiler og motorcykler.

Bridgewalking

Bridgewalking er en oplevelse, der bringer dig tværs over Lillebælt og op i 60 meters højde på Den Gamle Lillebæltsbro. Turen går fra Middelfart til Fredericia, og den tager i alt et par timer.

Kunstmuseum Brandts

Den gamle klædefabrik Brandts i Odense er omdannet til Fyns største kunstmuseum. Brandts viser både klassisk, moderne og helt samtidig kunst.

Danmarks Jernbanemuseum

Midt i Odense ligger Danmarks Jernbanemuseum, der holder til i en gammel remisebygning. Der er 21 spor med ikoniske lokomotiver og vogne på museet.

Øhavsmuseet i Faaborg

Museet fokuserer især på istidslandskabets dannelse, landskabets kulturhistorie, samt kulturarven knyttet til købstadshistorie afsæt i Faaborg.

Naturama i Svendborg

Hos Naturama kommer man tæt på dyr som elge, moskusokser, hvalskeletter og fugle i et naturteater med lys, lyd og film.

Vikingemuseet Ladby

Vikingemuseet Ladby ligger vest for Kerteminde på Fyn. På museet kan man se Ladbyskibet, der er den eneste, bevarede skibsbegravelse fra vikingetiden. Begravelsen menes at have fundet sted omkring år 925, hvor den døde vikingekonge blev begravet i selskab med sine hunde og heste.