Tangsafari. Opskriften på en ferie, der er sund, grøn og alt andet end kedelig
I vandet omkring Odsherred kan du komme med på tangsafari og iført et par waders dykke ned i en verden, der er ukendt for de fleste af os. Der er kæmpestore muligheder i tang. Både når det gælder klimaet – men lige om lidt også på vores tallerkner
Har du været på en af de gode restauranter i Danmark, har du sikkert allerede smagt tang. Men for alle os andre går der nok et stykke tid, før tang kommer op på køkkenbordet ved siden af hakket kød, kartofler og grøntsager. Men det skal nok komme.
For der er så mange muligheder i tang. Det er nemt at komme til, det trives glimrende i havet omkring Danmark, det smager godt – og så er det rasende sundt. 6 gram tang indeholder lige så mange vitaminer som 600 gram grøntsager.
Og som om det ikke var nok, så er tang også med til at løse verdens klimaproblemer. Det optager tonsvis af CO2, og det renser vandet for de næringsstoffer, der siver fra markerne og ud i vandet.
Find et sommerhus og tag på tang-safari
En af dem, der arbejder på at forløse det store potentiale i tang, er Claus Marcussen, der sammen med sin søn Simon står bag firmaet Dansk Tang, der holder til i Anneberg Kulturpark midt i Nykøbing Sjælland.
- Vi begyndte med at lave produkter af tang. Men vi fandt ud af, at der var vi nok lidt for tidligt på den – og derfor var vi begyndt at undersøge, om der var andre muligheder. Så blev vi ringet op af restaurant Noma i København, der gerne ville købe frisk, dansk tang, fortæller Claus Marcussen, der siden har fået flere af de kendte danske Michelin-restauranter på kundelisten.
På Dansk Tangs hjemmeside kan man se, hvad firmaet har at tilbyde. Udover tang i alle afskygninger, er det her muligt at købe billet til en tangsafari. Som udgangspunkt er der sommeren over tangsafarier fra 4 steder på Sjælland: Anneberg (Nykøbing Sjælland), Lynæs/Hundested, Dyrehøj Vingård på Røsnæs og Enø. De fleste er med en dansktalende guide, men der har været efterspørgsel på ture på engelsk, så dem bliver der også plottet et par ture ind af i løbet af højsæsonen.
Der er mulighed for at vælge flere forskellige temaer. Om det skal være en ”ren” tangsafari, eller om der skal ølsmagning, vinsmagning eller gourmetmad oveni hatten.
Claus og Simon Marcussen med lidt godt fra havet. Foto: Dansk Tang
Det var lidt af en tilfældighed, at Dansk Tang begyndte på tangsafarierne. Der var en kunde, der spurgte, om han kunne komme med ud at se, de steder hvor tangen bliver dyrket, og herfra udviklede konceptet sig stille og roligt. Og succesen med at vise rundt på tangmarkerne og fortælle om tang og ikke mindst smage på tang er blevet så stor en succes, at det sætter positive spor på regnskabet.
- Det er virkelig en øjenåbner for mange at komme med ud, fortæller Claus Marcussen.
- Forleden havde vi en lukket tur for en virksomhed, og de var blæst helt bagover. De var også lidt rystede over, at vi ikke gør mere ud af tangproduktionen i Danmark, når man tænker på, hvor meget kystlinje, vi har herhjemme, fortsætter han.
Når han har en gruppe med ud på tangsafari, er det helt normalt at omkring 5 procent af deltagerne ikke vil smage på tangen. Det har de nærmest besluttet på forhånd. Men resten – de 95 procent – tager for sig af tagen, og bliver både begejstrede og overraskede over, hvor godt det smager.
For de forskellige slags tang smager forskelligt. Det spænder helt fra noget, der smager lidt i retning af østers til den søde og saftige sukkertang.
- Deltagerne kommer nærmest i en slags ”masterclass” i tang. De lærer så meget, at de fremover på egen hånd kan høste tang, og de lærer, hvornår de forskellige slags tang smager bedst. Der er nogle, der er klart bedst om vinteren, mens andre er bedst om foråret. Og noget af det gode ved tang er, at det gror året rundt. Der er arter, der vokser bedst, når det er koldt, fortæller Claus Marcussen.