På Fanø går virksomhedsledelse og fugle hånd i hånd
Søren Brinch kender Fanø bedre end de fleste, og han deler gerne ud af sin viden
Det er lidt over 20 år siden, Søren Brinch flyttede hjem til Fanø. Selvom han hverken er født eller opvokset på øen, er det ikke for meget at tale om at vende hjem. For Søren Brinch er 17. generation i den lille skipperby Sønderho, hvor hans forfædre gennem århundreder har været med til at forme og udvikle byen.
- Min far var mønsterbryder og flyttede til København for at uddanne sig, fortæller Søren Brinch, og nævner i samme åndedrag, at hans tipoldefar x 6 var kaperkaptajn under Napoleonskrigene i begyndelsen af 1800-tallet.
På ekspedition i nationalparkerne
Det var dengang, Danmark var i krig med England, og private danske kaptajner havde kongens tilladelse at opbringe engelske skibe. De var en form for statsautoriserede sørøvere.
Der er meget langt fra sørøveri til det, Søren Brinch foretager sig på Fanø, selvom det kan være lidt af en oplevelse at være i selskab med han. Han er manden bag firmaet Nationalpark Safari, hvor der blandt tilbuddene er sælsafari, havørnesafari, ulvesafari og kultursafari på Fanø og resten af Nationalpark Vadehavet.
Derudover er han lektor på Syddansk Universitet samt underviser på Bygholm Landbrugsskole. Og så står han da også bag konsulentvirksomheden vinderledelse.dk, hvor han underviser i ledelse- og forretningsforbedring. Og så havde vi nær glemt den cafe, Seaside Food, han driver i Nordby, og at han jævnligt tager amerikanske turister med på fugleture i Danmark, hvor de på 3 dage skal spotte flest mulige fugle.
- Jo, jeg har travlt, men på den anden er jeg også god til at kede mig. Jeg kender værdien af at reflektere. Det er noget af det, jeg underviser i, og man skal huske selv at gøre det, man prædiker, fortæller han.
Fanø er noget helt specielt
Men tilbage til Fanø, der ifølge Søren Brinch er noget ganske særligt.
- Jeg har været mange steder i verden, og selvom der er imponerende steder på kloden, er Fanø noget helt specielt. Her er uendelige vidder og en storhed, du ikke finder ret mange andre steder. Og her er kolossale mængder af dyr – ikke mindst fugle. Der kommer et sted mellem 12 og 15 millioner fugle gennem hele Nationalpark Vadehavet i Danmark, Tyskland og Holland hvert år, så her er altid noget nyt at se, siger han.
De fleste har hørt om begrebet sort sol, hvor stærene optræder i kæmpemæssige sværme, men hvor mange har hørt om hvid sol, hvor flokke med tusindvis af ryler indimellem vender deres hvide underside mod beskueren, der skaber en flot kontrast til den mørke overside.
- Det er noget af det, du kan opleve på Fanø og i Vadehavet, fortæller han og peger på, at Fanø er spændende at besøge året rundt. Der er tryk på i sommermånederne, men er det naturen, der trækker, sker der endnu mere resten af året - forår og efterår, hvor fugletrækket fylder godt på himlen.
Skal gerne tage pusten fra gæsterne
Søren Brinch tager opgaven som guide særdeles seriøst. Når han slipper gæsterne igen, skal de gerne have oplevet mere, end de på forhånd havde regnet med.
- Jeg vil gerne give dem en ” breathtaking” oplevelse, som han siger, hvor alle deres sanser er overrumplet af indtryk.
Der er rigtig meget at se på under et besøg på Fanø. Foto: Søren Brinch
Og ifølge Søren Brinch er ikke svært at finde områder og oplevelser, der slår benene væk under de fleste på Fanø. For naturen på Fanø og i Vadehavet er noget enestående.
- Det jyske heder er da også flotte og imponerende steder. Men de menneskeskabte, fordi de egeskove, der i sin tid lå der, blev fældet for at opbygge den danske flåde, efterlod en jord der blev udvasket, når træernes rodnet forsvandt. Sådan er det ikke på Fanø, der jo ”bare” er en sandrevle, der voksede ud af havet. Her har mennesker ikke været ind og pille - naturen står stort set rå og knivskarp, som den i sin tid blev skabt. Det er unikt.
Her kan du leje et sommerhus på Fanø.
Læs mere om Søren Brinch på www.nationalparksafari.dk